alge20182

Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2016. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by], Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive slået ihjel af sine brødre [A] og [B], fordi han er homoseksuel. Han frygter af samme grund de algerske myndigheder, der ikke giver homoseksuelle nogen muligheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de algeriske myndigheder, idet han har unddraget sig sin militærtjeneste. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort de asylmotiver, han påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har opgivet forskellig identitet og nationalitet over for forskellige landes asylmyndigheder, og at ansøgeren i Flygtningenævnet har erkendt, at han bevidst har afgivet urigtige oplysninger til Udlændingestyrelsen, idet han var bange for at blive sendt tilbage til Algeriet. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at forholdene for homoseksuelle i Algeriet vel må anses for vanskelige, men at de ikke er af en sådan karakter, at det forhold, at en person er homoseksuel eller har homoseksuelle forhold, fører til, at den pågældende må anses for værende i en risiko for forfølgelse. De algerske myndigheder kan således ikke antages i praksis at strafforfølge homoseksuelle for homoseksuelle forhold. Derimod kan homoseksuelle risikere reaktioner fra familien og lokalsamfundet. Disse forhold er imidlertid ikke af et sådant omfang, at de generelt set fører til asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans familie vil udsatte ham for overgreb i anledning af hans påberåbte homoseksualitet eller homoseksuelle forhold. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren efter sin seneste forklaring end ikke er bekendt med, om familien ved, at ansøgeren er homoseksuel og har haft homoseksuelle forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/2/TLNJ