Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Albanien, født i 1975, samt et barn. Indrejst i august 2003. Ansøgeren er homoseksuel, og som følge heraf blev hun udsat for chikane fra befolkningens side, herunder at folk kastede med æg efter hende samt at hendes bilrude blev smadret. Under en fest for homoseksuelle blev deltagerne tilbageholdt af politiet på grund af deres seksuelle orientering. Ansøgeren blev løsladt efter to til tre timer. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er muslim fra Tirana, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgerens frygt for to bagmænd, der i 1997 sendte hende til Italien til prostitution, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke ansøgte om asyl i Italien, at forholdet lå tilbage i tid, at ansøgeren ikke efterfølgende var blevet opsøgt af dem, og at ansøgeren først udrejste af hjemlandet i 2003. Den chikane, som ansøgeren havde oplyst, at hun havde været udsat for fra civile medborgeres og politiets side, havde ikke haft et sådan omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Ansøgerens aktiviteter for foreningen af homoseksuelle i Tirana kunne heller ikke begrunde asyl. Ansøgerens aktiviteter måtte antages at have været af begrænset omfang, ligesom den påberåbte enkeltstående tilbageholdelse hos politiet var af meget kort varighed. På denne baggrund fandtes ansøgerens seksuelle observans heller ikke at kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. En påberåbt voldtægt var en enkeltstående kriminel handling, som ikke var asylrelevant. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at søge beskyttelse hos overordnede relevante myndigheder. Det bemærkedes, at ansøgeren ikke forud for udrejsen havde været efterstræbt af de to mænd. Hverken ansøgerens oplysninger om sit modsætningsforhold til egen familie eller de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne føre til nogen ændret vurdering. Albanien/2004/1