Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Albanien, født i 1966 (M) og 1974 (K), samt to børn. Indrejst i august 2004. Sagen havde i Udlændingestyrelsen været forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers fætter havde slået sin svoger ihjel, og at denne familie nu søgte blodhævn over drabet. Da fætteren var flygtet straks efter drabet, var den mandlige ansøger det eneste tilbageværende mandlige familiemedlem, som den pågældende familie kunne hævne sig imod. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er albanske statsborgere. De havde ikke været politisk aktive og havde ikke haft konflikter med de albanske myndigheder. Uanset om det lagdes til grund, efter ansøgernes forklaring, at de havde været involveret i en konflikt vedrørende blodhævn, fandt nævnet ikke, at det kunne begrunde, at ansøgerne skulle have meddelt asyl. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerne havde opholdt sig i Albanien i næsten 1 år efter drabet. Flygtningenævnet fandt, at der var tale om en privatretlig konflikt vedrørende et kriminelt forhold, og at ansøgerne måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet lagde vægt på, at det fremgik af UK Home Office Country Report af april 2004, at de albanske myndigheder havde iværksat forskellige tiltag til at sikre, at der sker retsforfølgelse i forbindelse med blodhævn. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerne var asylretligt relevant forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Albanien ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og nævnet fandt heller ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive udsat for de af udlændingelovens § 7, stk. 2, omfattede forhold. Alb/2005/1
