Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han efter at have fået afslag på sin tidligere asylsansøgning den […] 2010 selv udrejste illegalt af Danmark. Omkring den […] 2012 genindrejste han i Afghanistan, hvor han i fem uger tog ophold sin familie i Herat. Den […] eller […] 2012 på vej til byen i taxa blev han bortført af den samme gruppe personer, som han havde haft problemer med første gang, han var sig i Herat. De slog ansøgeren og tog ham til et for ham ukendt sted, hvor han var lukket inde på et værelse i to dage. De ville udlevere ham til en anden gruppe, men inden da flygtede ansøgeren. Under flugten slog han en af deres mænd så hårdt, han kunne, og er også derfor bange for, hvad de vil gøre ved ham. Ansøger hørte et skud, da han var omkring 100 til 200 meter væk fra gruppen. Ansøgeren har henvist til, at gruppen vil dræbe ham og kan finde ham overalt i Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt, detaljeret og konsistent om den fornyede bortførelse i 2012, og denne del af forklaringen findes derfor at kunne lægges til grund. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han forud var udset som mål for bortførelsen. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens fader og broder også efter ansøgerens tidligere udrejse af landet kunne fortsætte deres arbejde for udenlandske myndigheder uden personligt at være udsat for alvorlige episoder. Flertallet lægger endvidere vægt på, at bortførelsen fandt sted et stykke fra bopælen, en dag ansøgeren helt tilfældigt var på vej til byen, samt at den taxa ansøgeren, befandt sig i, blev standset af to personer, der befandt sig omkring 100 meter derfra, og som derfor ikke kan have haft mulighed for at genkende ansøgeren. Endelig lægges der vægt på, at ansøgerens eget ansættelsesforhold hos udenlandske aktører lå flere år tilbage, samt at han muligvis ved sit arbejde var i kontakt med lokale beboere, men at hans arbejde ikke som sådan var profileret. Det er således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være personlig interessant for Taliban eller andre kriminelle, og det samarbejde mellem Taliban og kriminelle i området, der fremgår af baggrundsmaterialet, kan derfor ikke i sig selv tillægges betydning. Samlet set finder et flertal derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en fornyet tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/7
