Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra landsbyen […] i Uruzgan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af […], der er en magtfuld kommandant fra Hezb-e Islami, fordi hun har nægtet at gifte sig med ham. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at ansøgerens far blev dræbt af kommandanten, inden ansøgeren blev født. I begyndelsen af 2010 kom kommandanten til ansøgerens hus med 10-15 bevæbnede vagter, idet han skød op i luften og råbte, at ansøgeren nu tilhørte ham. Ansøgeren ville ikke gifte sig med kommandanten, og familien fik arrangeret, at hun i stedet skulle gifte sig med sin herboende ægtefælle. Efter skudepisoden tog ansøgeren ophold hos sin morbror i Pakistan. Ansøgeren mødte sin ægtefælle i Kabul i sommeren 2010. Ansøgeren fortsatte med at bo hos morbroderen i Pakistan, og den […] 2011 blev ansøgeren og ægtefællen gift i Kabul. Ansøgeren tog herefter igen tilbage til Pakistan med sin morbror. Ansøgeren opholdt sig i Pakistan til den […] 2011, hvor hun rejste til Danmark med sin ægtefælle. Efter brylluppet tog ansøgerens mor og bror tilbage til deres landsby. Kommandanten fængslede ansøgerens bror og mishandlede ham, idet han ville have oplysning om ansøgeren. Kommandanten indsatte endvidere en annonce i en avis, hvor han efterlyste ansøgeren og udlovede en dusør for oplysninger om hende. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har således vurderet, at ansøgerens forklaring indeholder divergenser og er usandsynlig, således at den ud fra en samlet vurdering fremstår utroværdig og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende, herunder om faderens død, om hvad ansøgeren så og hørte, da hun blev opsøgt af kommandanten, om hvem hun var sammen med og fik oplysninger fra, da hun blev opsøgt af kommandanten, om hvor hun tog hen efter episoden med kommandanten, om hvor lang tid der gik, inden ansøgeren rejste til Kabul, om hvem ansøgeren rejste til Kabul med, om hvor længe ansøgeren opholdt sig i Kabul, om volden mod broderen og om moderens besøg hos broderen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på en række punkter fremstår usandsynlig, herunder ansøgerens begrænsede viden om kommandanten fra landsbyen, at kommandanten uden forudgående kontakt til familien indfinder sig som forklaret, at kommandanten ønsker at indgå ægteskab som forklaret, og at kommandanten blot forlader huset efter få minutter og uden at rette henvendelse til familien. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit ophold i Pakistan efter episoden i begyndelsen af 2010 ikke stemmer med oplysningerne i ansøgerens pas om visa til Pakistan og om indrejse i og udrejse fra Pakistan. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på sagens tidsmæssige forløb, der underbygger, at ansøgeren ikke har søgt om asyl på grund af frygt for en bejler i Afghanistan, men for at være sammen med sin herboende ægtefælle. Det fremgår således, at ansøgeren mødte sin nuværende ægtefælle i sommeren 2010. Den […] 2011 blev ansøgeren og ægtefællen gift. Den […] 2011 fik ansøgeren udstedt pas i Kabul. Den […] 2011 indgav ægtefællen ansøgning om visum til ansøgeren, der fik udstedt visum den […] 2012. Den […] 2012 indrejste ansøgeren i Danmark sammen med sin ægtefælle på et visum, der var gældende indtil den […] 2012, og ansøgeren søgte først om asyl den […] 2012. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen på ægthedsvurdering af den fremlagte avis. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring som utroværdig. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er påfaldende, at avisen først er tilvejebragt kort tid før mødet i nævnet, at fotoet i artiklen er identisk med et foto i ansøgerens identitetspapir, at teksten i artiklen fremstår med en anden typografi end teksten i avisen i øvrigt, og at datoen for avisens udgivelse ikke passer med ansøgerens forklaring om, hvornår hun får viden om annoncen. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundet forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/6
