Nævnet meddelte i juni 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tadjik og muslim fra[…]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive pålagt opgaver af eller dræbt af sin ægtefælles broder, som er Talibankommandant. Hun har henvist til, at han forsøgte at hverve hendes ægtefælle til at udføre opgaver for Taliban. Efter gentagne afslag fra ægtefællen, blev denne skudt og dræbt. Herefter ville ægtefællens broder i stedet hverve ansøgeren til opgaverne samt have hende som ægtefælle. Han fortalte, at hvis hun ikke adlød, ville han tage hendes børn og dræbe hende. Ansøgeren blev gentagne gange ved med at undlade at besvare spørgsmålet, indtil hun blev nødt til at flygte med sin søn. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge en del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, som vedrørende ægteskab med svogeren har været konsistent og efter baggrundsoplysningerne også virker sandsynlig, til grund. Det lægges således efter forklaringen til grund, at ansøgeren efter sin ægtefælles død blev opsøgt af sin svoger tre gange med krav om at indgå ægteskab med ham, og at ansøgeren og hendes søn blev truet på livet, da hun under hans seneste besøg ikke accepterede hans ægteskabstilbud, samt at dette førte til, at hun udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren, der efter det oplyste ikke længere har slægtninge i Kabul og ikke har forbindelse til sin datter, som for fem år siden flyttede til Herat, skal henvises til at tage ophold i andre dele af Afghanistan. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for asylbegrundende overgreb fra sin svoger som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for at meddele hende asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2013/5