Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen […], der ligger i området[…], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader var tilknyttet sikkerhedskommandant […] i Ghazni og Kandahar-området. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at da han var omkring 10 år gammel, henvendte Taliban sig en aften på familiens bopæl og efterspurgte våben, men da der ikke var n4ogen våben på bopælen, tog de hans fader med. Ansøgeren har oplyst, at han samme aften udrejste sammen med sin moder, farbroder og brødre til Pakistan. Ansøgeren har anført, at familien i forbindelse med moderens død omkring to et halvt år senere cirka i 2007 vendte tilbage til bopælen i Afghanistan, som var blevet ødelagt og brændt ned. Naboen oplyste, at det var familiemedlemmer til […] og […], der havde gjort det, idet ansøgerens fader under tilbageholdelsen havde angivet de pågældende til Taliban, hvorefter Taliban havde slået dem ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at han sammen med sin familie tog ophold i naboens kælder samt anført, at familiemedlemmer til […]og […] under opholdet ransagede naboens bopæl og efterspurgte dem. I den forbindelse hørte de, at […]s sønner var i besiddelse af billeder af dem, som de ville distribuere i Ghazni. Omkring tre til fire dage senere udrejste ansøgeren sammen med sin familie på ny til Pakistan. Flygtningenævnet kan på væsentlige punkter lægge ansøgerens forklaring til grund, og nævnet finder således, at ansøgeren har forklaret overbevisende om asylmotivet. Nævnet lægger derfor til grund, at ansøgerens fader er blevet bortført af Taliban og under tilbageholdelse hos Taliban har angivet […] og […], som efterfølgende er blevet dræbt af Taliban. De dræbtes familiemedlemmer har efterfølgende søgt ansøgeren og hans familie. Familien har senest været i deres hjemby i Afghanistan i 2007. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjembyen fortsat vil være i risiko for overgreb fra de dræbtes familiemedlemmer, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul eller et andet sted i Afghanistan i stedet for at tage ophold i sin hjemby. Flertallet lægger herved vægt på, at der er forløbet flere år, siden ansøgeren har været i Afghanistan, og at det ikke er sandsynligt, at […] og […]s familiemedlemmer vil eftersøge ansøgeren i Kabul. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren er helt uprofileret, og at det ikke kan antages, at han på nogen særlig måde vil tiltrække sig negativ opmærksomhed, eller at han vil blive identificeret af de dræbtes familiemedlemmer. Flertallet henviser i øvrigt til, at det af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af maj 2012 fremgår, at det er muligt for en person som ansøgeren at finde beskyttelse i Kabul, og at en sådan person vil kunne etablere sig i Kabul med rimelige levevilkår. Herefter finder flertallet ikke, at ansøgerens fundamentale rettigheder vil blive krænket, ved at han henvises til at tage ophold i Kabul. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/3
