Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for overgreb, fordi han under ophold i Iran blev beskyldt for at være skyld i, at en person afgik ved døden. Endvidere har han henvist til, at han ikke kender nogen i landet, hvorfor han ikke kan vende tilbage. Ansøgeren har forklaret, at han arbejdede for sin onkel på dennes gård i Iran, hvor der dagligt blev indhentet arbejdskraft i form af daglejere. En dag opstod der et slagsmål mellem arbejderne, og ansøgeren blandede sig, idet der var en, der var kommet til skade. De andre løb væk, og ansøgeren blev efterladt alene tilbage med den sårede mand. Der kom andre personer til, der beskyldte ansøgeren for at være voldsmanden, hvorfor ansøgeren blev bange og løb væk. Den pågældende afgik senere ved døden. Ansøgeren blev efterfølgende af sin onkel og de pårørende anklaget for at stå bag voldsepisoden. Ansøgeren forlod derfor sin onkels gård, idet han ikke regnede med, at onkelen ville tro på ansøgerens uskyld. Han rejste derfor til[…], hvor han opholdt sig i fire til fem måneder, hvorefter han rejste til Teheran. Han fik af en kammerat oplyst, at forurettedes pårørende, ansøgerens onkel og politiet ledte efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke grund til at tilsidesætte ansøgerens forklaring om den pågældende episode. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger imidlertid vægt på, at ansøgeren efter episoden har kunnet opholde sig i længere tid i Iran uden problemer til trods for, at han i perioden har arbejdet for forskellige afghanske arbejdsgivere. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at episoden fandt sted to til tre år inden hans udrejse. Flertallet har ikke fundet, at ansøgeren har kunnet give en rimelig og troværdig forklaring på, at han til advokaten og for nævnet har ændret denne forklaring til, at perioden på de to til tre år, hvor han arbejdede rundt omkring lå forud for voldsepisoden, og at han udrejste allerede fire til fem måneder efter episoden. Flertallet lægger ved denne vurdering vægt på, at forklaringen ved Udlændingestyrelsen omkring de to til tre år er gentaget i flere sammenhænge, der alle har forbindelse til den omtalte episode. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om hvilke oplysninger kammeraten havde fået – og fra hvem – om, at ansøgeren fortsat skulle være eftersøgt, forekommer ukonkret. På denne baggrund, hvor hverken ansøgerens onkel eller pårørende til den pågældende person har forsøgt nærmere at efterspørge ansøgeren i Iran, finder flertallet endnu mindre, at ansøgeren har sandsynliggjort, at de pågældende skulle have hverken evne eller vilje til at efterspørge ham i Afghanistan. Såfremt ansøgeren på grund af frygten for onkelen ikke ønsker at tage ophold i den by, som familien oprindeligt kommer fra, finder flertallet, at han som ung og arbejdsfør mand kan tage ophold i en af de større byer, jf. herved oplysningerne i Afghanistan, Country og Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, Report for DIS’s fact finding mission to Kabul, Afghanistan, 25 February to 4 March 2012. Flertallet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, såfremt han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/29
