afgh201323

Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. I 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen til behandling på nyt mundtligt møde på baggrund af oplysninger om, at ansøgeren efter nævnets afgørelse var konverteret til kristendommen.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren indrejste og søgte om asyl i Danmark den […] 2010. Som asylmotiv henviste han til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede nogle pashtunske mænd, som havde tilbageholdt og tortureret ham samt udsat ham for voldtægt. Videre frygtede han for sit liv, idet Taliban havde dræbt hans broder, og hans fader havde hævnet drabet ved at lægge landminer ud. Den […] 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den […] har Flygtningenævnet genoptaget sagen. Under genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han den […] 2012 blev døbt i Danmark og at han efterfølgende er blevet truet på livet af andre afghanske asylansøgere, der også har videregivet oplysninger om hans konversion til familie og bekendte i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren konverterede til kristendommen ved dåb den […] 2012. Der er ikke grundlag for at fastslå, at ansøgerens konversion ikke dækker over en reel bekendelse til kristendommen. Nævnet lægger til grund, at myndigheder og andre i Afghanistan vil blive bekendt med ansøgerens konversion, når han ved tilbagevenden afstår fra at deltage i visse religiøse begivenheder og i ord og handling giver udtryk for sin religiøse overbevisning. Efter oplysningerne om omtalen af ansøgeren og hans konversion i både trykte og elektroniske medier og ansøgerens forklaring om andre afghanske asylansøgeres videregivelse af oplysninger herom til personer i Afghanistan kan der endvidere ikke bortses fra, at ansøgerens konversion allerede kan være kommet til kendskab hos myndigheder og andre i Afghanistan. På denne baggrund og efter baggrundsmaterialets oplysninger om konverteredes stilling i Afghanistan finder Flygtningenævnet ud fra en samlet vurdering, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/23