afgh201319

Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk tadjik og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbroder eller sin ægtefælle, […], idet hun er flygtet fra sit ægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes fader døde for 15 år siden, hvorfor hendes farbroder efter afghansk tradition er familiens overhoved og forsørger. Ansøgeren fik medio 2011 at vide, at hun skulle forloves med farbroderens partner, […], som var omkring 50 år gammel. Ansøgeren forsøgte at modsætte sig dette. En uge senere blev ansøgeren religiøst gift ved nekah. Ansøgeren og hendes moder fandt omkring to måneder efter vielsen ud af, at farbroderens partner i forvejen havde to ægtefæller, hvorfor ansøgeren sagde til sin farbroder, at hun ikke ville indgå ægteskab med farbroderens partner, hvorefter farbroderen udsatte ansøgeren og moderen for vold. To måneder senere, i sommeren, truede farbroderen med at slå ansøgeren, moderen og fætteren, […], ihjel. Omkring tre og en halv måned efter vielsen forsøgte farbroderens partner at voldtage ansøgeren. Herudover behandlede han ansøgeren dårligt. I midten af […] 2012 flygtede ansøgeren og fætteren til Pakistan, da ansøgeren snart skulle flytte ind hos farbroderens partner som hans ægtefælle. Ansøgeren udrejste endeligt i slutningen af 2012. Ansøgeren kan ikke opholde sig et andet sted i Afghanistan sted end sin hjemby, da farbroderen og […] kan finde hende. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen har været konsistent og fremstår troværdig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren var ved udrejsen boende i Kabul. Efter en konkret vurdering af konfliktens karakter og oplysningerne om farbroderens og dennes partners økonomiske formåen, og dermed deres muligheder for at efterspore ansøgeren, finder nævnet ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Idet bemærkes, at der ikke findes grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2013/19