afgh201318

Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. I 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen..

Flygtningenævnet udtalte:

”At Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kabul i Afghanistan. Da han var omkring tre år flyttede han med sin familie til Iran, og han har ikke siden været tilbage i hjemlandet. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan overgreb i anledning af, at han er homoseksuel. Han indledte som omkring 17-årig et forhold til en anden mand. Da ansøgerens fader opdagede dette, slog han ansøgeren. Omkring et år efter episoden flyttede ansøgeren hjemmefra, og efter yderligere omkring et år udrejste han af Iran af frygt for, at hans homoseksualitet ville blive opdaget med deraf følgende risiko for overgreb. Han er ikke bekendt med, om andre i familien ud over faderen har viden om hans homoseksualitet. Han har i Danmark en ny iransk kæreste, som han bor sammen med på asylcenteret. Kun medarbejderne på asylcenteret har kendskab til forholdet, som parret i øvrigt hemmeligholder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det vil være en særlig belastning for ansøgeren, at han ikke kan leve åbent med sin homoseksualitet ved en tilbagevenden til Afghanistan. Årsagen til, at han ved en tilbagevenden ville hemmeligholde sin seksuelle orientering, ville både være de meget alvorlige reaktioner, der ville følge af, at myndighederne blev bekendt med hans seksuelle orientering, men også hensynet til familien. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/18