Nævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst første gang i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2011 blev ansøgeren skønnet udrejst. I 2013 søgte ansøgeren på ny asyl i Danmark.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk hazara fra[…], Ghazni bydistrikt, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af politiet eller af ægtefællerne til de kvinder, som blev hentet fra hans bopæl, mistænkt for at føre prostitutionsvirksomhed på bopælen. Ansøgeren er selv mistænkt for at være involveret i prostitutionsvirksomheden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han lærte en pige, […], at kende omkring seks måneder forud for udrejsen i efteråret 2008, da hun kom og handlede i ansøgerens butik næsten hver dag. Ansøgeren blev forelsket i pigen og tilbød, at hun kunne bo i hans hus, da hun fortalte, at hendes fader var død, og at hun blev chikaneret af sin husvært. Pigen flyttede ind i huset sammen med sin moder og to søstre omkring tre måneder efter, ansøgeren havde lært hende at kende. Kvinderne boede i den ene del af huset, mens ansøgeren boede i den anden del. Pigerne boede i huset omkring tre uger. Naboerne begyndte at klage, fordi der kom 7-8 mænd på besøg i huset hver dag i 1-2 timer ad gangen. Ansøgeren troede på pigens forklaring om, at det var hendes fætre og andre familiemedlemmer, som kom på besøg. Ansøgeren ønskede at gifte sig med pigen. En dag, hvor ansøgeren var hos sine forældre, for at få dem til at bede om pigens hånd, blev han ringet op af sin nabo, som sagde, at kvinderne var blevet hentet af politiet og tre mænd, mistænkt for prostitutionsvirksomhed fra hans bopæl, samt at myndighederne også spurgte efter ansøgeren. Pigerne havde overfor politiet angivet, at det var ansøgeren, der havde fået dem til det. Ansøgeren blev hos sine forældre et par dage, hvorefter han udrejste den […] 2008. Endvidere har ansøgeren siden fået et andet syn på islam, og han er i dag ateist. Landsbyens mullah udstedte en fatwa over ansøgeren i forbindelse med politiets ransagning af bopælen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring om ateisme til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret herom forud for samtalen med den beskikkede advokat. Flygtningenævnet finder heller ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om pigernes prostitution i ansøgernes hus til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, herunder om, hvor længe pigerne boede i huset, om han kendte pigernes navne, og om hvem der ringede og orienterede ham om politiets ransagning af bopælen. Nævnet finder endvidere, at forklaringen i sig selv må anses som mindre sandsynlig henset til landsbyens størrelse og det forhold, at han ønskede at gifte sig med en af pigerne. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/12