Nævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tajik fra Herat, Afghanistan. Tidligere var ansøgeren sunni-muslim, men han angiver at være konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af en person ved navn […] samt dennes mænd. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter myndigheder og andre, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han forud for sin udrejse arbejdede i en hamam, som var ejet af […]. Ansøgeren og hans søsters mand arbejdede begge i hamamen. En dag så ansøgeren og svogeren, at […] og tre mænd var i færd med at brænde ligene af to drenge i hamamens ildsted. Da ansøgeren og svogeren blev opdaget, blev de beskudt af […] og hans mænd, og de flygtede fra stedet. Efter nogen tid opdagede ansøgeren, at svogeren ikke længere var sammen med ansøgeren, og ansøgeren formoder, at svogeren er blevet dræbt. Ansøgeren tog hen til sin morbror sammen med sin mor, søster og dennes to børn. Den efterfølgende dag kunne ansøgeren og morbroderen konstatere, at ansøgerens bopæl var blevet ransaget, og de var ikke i tvivl om, at det var […] og hans mænd, der havde ledt efter ansøgeren. Ansøgeren frygtede for sit liv, og det blev besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har gået i en pinsekirke siden sommeren 2013. Ansøgeren går til gudstjeneste og undervisning i kirken. Ansøgeren blev døbt i Pinsekirken den […] 2013. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om problemer med […] til grund. Flygtningenævnet har således vurderet, at ansøgerens forklaring på en række punkter indeholder divergenser og er usandsynlig, og at den ud fra en samlet vurdering fremstår utroværdig og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren på flere og ikke uvæsentlige punkter har forklaret divergerende om sit i øvrigt enkle asylmotiv, herunder om det første barnelig i ilden, hvem der var i færd med at smide ligene i ilden, hvem ansøgeren kunne genkende, hvorvidt de ukendte mænd bar turban, hvorvidt de ukendte mænd var maskerede, hvem der var bevæbnede, hvem der skød mod ansøgeren og svogeren, hvor længe ansøgeren løb, hvordan ansøgerens hjem så ud efter ransagningen, og hvem der var inde i hjemmet. Divergenserne kan efter Flygtningenævnets opfattelse ikke forklares med påståede tolkeproblemer eller misforståelser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på en række punkter fremstår påfaldende og mindre sandsynlig, herunder hvorfor personerne var i færd med at skaffe sig af med barnelig, hvorfor de skulle vælge at skaffe sig af med ligene i hamamen, hvorfor personerne ikke havde truffet sikkerhedsforanstaltninger, at ansøgeren og svogeren indfandt sig det pågældende sted på det pågældende tidspunkt, at ansøgeren ikke har viden om svogerens skæbne, at det lykkes ansøgeren at undslippe, at ansøgeren tog tilbage til bopælen dagen efter, og at ansøgeren ikke blev opsøgt hos morbroderen. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder heller ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse under henvisning til konversion. To voterende finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen i Danmark. Disse voterende har herved lagt vægt på, at ansøgeren hverken i forbindelse med asylskemaet, motivsamtalen eller asylsamtalen har oplyst om en interesse for den kristne tro. Ansøgeren tog først kontakt til en kirke i sommeren 2013, efter at han havde modtaget Udlændingestyrelsens afslag på asyl, og ansøgeren blev døbt ca. halvanden måneder efter, at han første gang fik kontakt til kirken og kort tid inden mødet i Flygtningenævnet. Heller ikke gennem ansøgerens forklaring i nævnet har disse voterende fået et indtryk af, at ansøgerens konversion er udtryk for en realitet. Disse voterende har tillige lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i øvrigt er blevet tilsidesat som utroværdig. En voterende finder ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han er konverteret, men efter denne voterendes opfattelse er der ikke konkrete holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil handle på en måde, der vil bringe ham i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. På den baggrund finder Flygtningenævnets flertal heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/10
