afgh20126


Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk pashtun fra […]i Laghor-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, som ville have, at han skulle ophøre med at arbejde som skolelærer og slutte sig til dem. I efteråret 2010 modtog ansøgerens familie et trusselsbrev fra Taliban, hvori de anklagede ansøgeren for at være fjende af islam og amerikansk spion, fordi han i drenge- og pigeskoler misvejledte eleverne og ville gøre dem til kristne og jøder. Han fik 24 timer til at ophøre med sit arbejde. Efter sin indrejse i Danmark har han af sin familie fået at vide, at Taliban havde opsøgt familiens bopæl og taget ansøgerens lillebroder med sig, da ansøgeren ikke var til stede, og at de har dræbt broderen, fordi ansøgeren ikke overgav sig til dem. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens samlede forklaringer til grund for sagen. Flertallet kan herefter lægge til grund for sagen, at ansøgeren har arbejdet på en skole i sin hjemby, som ifølge Udenrigsministeriets oplysninger i e-mail af […]2011 var en skole for både drenge og piger, dog i hver sin afdeling. Ansøgeren er som følge af sit arbejde på skolen kommet i et modsætningsforhold til Taliban, og familien har fået et trusselsbrev. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens broder blevet bortført af Taliban og efterfølgende dræbt, angiveligt som følge af, at ansøgeren ikke selv er vendt tilbage til hjemområdet og har henvendt sig til Taliban. Flertallet finder det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til sin hjemegn vil være i reel risiko fra Talibans side for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemområdet er i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/6