afgh201240


Nævnet meddelte i marts 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er shia-muslim af trosretning og etnisk bayat, tilhørende bayat-klanen fra […] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra Taliban. I sommeren 2010 blev ansøgerens fader bortført af Taliban. Taliban ville kun løslade faderen, hvis ansøgeren meldte sig hos Taliban. Ansøgeren har modtaget fire trusselsbreve. Ansøgeren har i fire-fem måneder forud for sin faders bortførelse arbejdet for det afghanske politi, og Taliban truede ansøgeren til at ophøre arbejdet. Ansøgerens familie har haft en jordkonflikt i 24 år, og fætrene samarbejder med Taliban. Nævnet finder, at ansøgeren i nævnsmødet har redegjort for sine forhold på en måde, der har fremstået selvoplevet. Ansøgeren har svaret umiddelbart på de stillede spørgsmål, og nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin ansættelse ved politiet, herunder som belyst ved den omhandlede fraværserklæring (bilag 12), i alt væsentligt må lægges til grund. Nævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren fra foråret 2010 til sommeren 2010 var ansat i politiet i […], hvor ansøgeren fungerede som chauffør for lederen af politistation nr. 2 i byen. Ansøgerens ansættelse i politiet støttes endvidere af fremlagte fotos. Ansøgeren har såvel til asylansøgningsskemaet som i samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret om de fire trusselsbreve rettet mod ansøgeren og om familiens flytning til […]. Ansøgerens forklaring om, at hans fader blev udsat for vold og taget med af Taliban i stedet for ansøgeren, som Taliban eftersøgte ved ransagningen i hjemmet, har været konsistent. Det samme gælder ansøgerens oplysninger om ansøgerens mors og morbroders henvendelser til politiet vedrørende faderens forsvinden. Ansøgerens oplysninger svarer til det oplyste i fraværserklæringen, hvis dateringer i sommeren 2010 må anses for at have en rimelig sammenhæng med tidspunktet for morbroderens modtagelse af erklæringen. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring på, at han først i samtalen med Udlændingestyrelsen omtalte jordkonflikten og fætrenes samarbejde med Taliban, idet ansøgeren har henvist til, at hans egen konflikt med Taliban for ham var det afgørende, og at jordkonflikten havde eksisteret hele hans liv. Samlet lægger nævnet derfor til grund, at ansøgeren på den måde, som han har forklaret om, har været udsat for konkret og vedholdende efterstræbelse fra Taliban i anledning af sin ansættelse i politiet som chauffør for lederen af politistation nummer 2 i […], og at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har derfor krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse.” afgh/2012/40