Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller politiet. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at ansøger og ansøgers mand er ingeniører og arbejder for et privat firma, der havde et byggeprojekt i Ghazni. På vej tilbage til Kabul blev en bil med ansøger, ansøgers mand, en anden medarbejder og en chauffør standset af Taliban, der kidnappede dem. De blev udsat for vold, og ansøger blev skilt fra de andre. Ansøger blev beskyldt for at være spion for myndighederne. Efter ca. fjorten dage lykkedes det ansøger at flygte. Da ansøger kom hjem til sin mor, fik hun at vide, at politiet ledte efter hende og havde været på ansøgers bopæl hos ansøgers svigerfamilie. Ansøger tog herefter ophold hos en veninde i 1-2 måneder, hvorefter hun med hjælp fra sin morbror flygtede ud af Afghanistan. Politiet havde været på både moderens og svigerfamiliens bopæl og ledt efter ansøger, ligesom ansøgers farbror og svigerfar var blevet taget med til afhøring hos politiet. Ansøger modtog via sin morbror et trusselsbrev fra Taliban. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har således vurderet, at ansøger har afgivet en troværdig, sandsynlig og i det væsentlige konsistent forklaring, der fremstår selvoplevet. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgeren har været frihedsberøvet og udsat for overgreb fra Taliban, der beskylder hende for at samarbejde med myndighederne. Ansøger er en veluddannet kvinde, der arbejder for en privat virksomhed, der har udført arbejde for blandt andet udlændinge, og Taliban er bekendt med ansøgerens identitet. På den baggrund finder Flygtningenævnets flertal det sandsynliggjort, at ansøger ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for overgreb fra Taliban, og at hun ikke vil kunne opnå beskyttelse af myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder det ikke sandsynliggjort, at ansøger i tilfælde af tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive forfulgt af myndighederne, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/35