afgh201234


Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.
 
Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgerens fader var udpeget af regeringen og landsbyens befolkning som leder i landsbyen og havde blandt andet til opgave at iværksætte byggeri af broer, veje og skoler. Omkring en måned før ansøgerens udrejse i slutningen af 2010 modtog hans fader et trusselsbrev fra Taliban, hvori de krævede, at han skulle standse sit samarbejde med regeringen samt opgive at etablere en pigeskole i landsbyen. Faderen skulle endvidere udføre jihad. Omkring 15 dage senere modtog faderen endnu et trusselsbrev, hvori Taliban krævede, at ansøgeren skulle udføre jihad. Cirka en uge efter modtagelsen af det andet brev blev familiens bopæl opsøgt om natten af Taliban, som krævede af ansøgerens fader, at ansøgeren skulle følge med dem. Det lykkedes ansøgeren at flygte, hvorefter Taliban tog faderen med. Taliban forklarede ansøgerens moder, at faderen ikke ville blive frigivet, førend ansøgeren efterkom kravet om udførelse af jihad. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, da den må anses for konstrueret til lejligheden. Hans forklaring virker i det hele ikke selvoplevet. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren efter at være flygtet tog ophold hos venner og gik til eksamen få dage efter, når han havde viden om, at hans fader var taget som gidsel med henblik på, at ansøgeren skulle melde sig til udførelse af jihad. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke har været i stand til nærmere at redegøre for de præcise krav, der blev stillet til ham, herunder med angivelse af, hvordan han skulle komme i kontakt med Taliban. Nævnet har endvidere lagt vægt på baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsen fact finding rapport udgivet den 25. maj 2012 (baggrundsmaterialenummer 446), om i hvilket omfang tvangshvervning finder sted og i forhold til hvilke persongrupper. Nævnet lægger herved til grund, at ansøgeren som søn af en indflydelsesrig og regeringsvenlig person i landsbyen og med 7-8 års skolegang, falder uden for den målgruppe, der efter baggrundsoplysningerne kan være i risiko for tvangshvervning. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i Talibans søgelys og dermed i risiko for asylbegrundende overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/34