Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra[…], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at først Arbaki og senere Taliban har forsøgt at hverve ham. Ansøgerens far modsatte sig hvervningerne, idet ansøgeren var familiens eneste søn. Faren gav Arbaki varer, og derefter lod de ansøgeren være. Da Taliban senere henvendte sig, accepterede ansøgeren at hjælpe Taliban, fordi han var bange. Han fortrød, og dagen efter tog han på farens opfordring til sin morbror. Da Taliban to til tre dage efter kom for at hente ansøgeren, og fik at vide, at han var væk, skød de faren. Der opstod herefter kampe mellem Arbaki og Taliban. Under urolighederne blev to personer dræbt udover ansøgerens far. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren, at han vil blive holdt ansvarlig for dødsfaldene, og at både Arbaki og Taliban vil slå ham ihjel. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om henvendelserne fra Arbaki. Disse henvendelser findes imidlertid ikke i sig selv at kunne give ansøgeren problemer ved en tilbagevenden, idet forholdet til Arbaki omkring hvervningen må antages afklaret med farens afslag på hvervning af sønnen og udlevering af varer i stedet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ligeledes i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om det videre forløb, herunder om problemerne med Taliban, og lægger herved vægt på, at forklaringen i hovedsagen har været konsistent og detaljerig. Flertallet finder på denne baggrund at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i risiko for fornyede henvendelser fra Taliban og overgreb som følge af sin manglende efterkommelse af deres anmodning om bistand, jf. herved udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren i stedet for at tage ophold i hjembyen kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan, eventuelt hos sin morbror, hvor han ikke har haft problemer, eller eventuelt i Kabul. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren i forhold til Taliban må antages som uprofileret og at der derfor ikke er holdepunkter for at antage, at han vil blive eftersøgt udenfor hjembyen. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren vel ikke har familie eller venner i Kabul, men at han er en ung mand i arbejdsduelig alder, og at det fremgår af baggrundsmaterialet, herunder Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af maj 2012, at alle etniske grupper har deres eget samfund i Kabul, og at unge mænd sædvanligvis vil kunne finde deres egen etniske gruppe og få beskyttelse der. Det fremgår ligeledes af samme rapport, at levevilkårene i Kabul er vanskelige, men at der dog er tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen og undervisning for alle. På denne baggrund findes ansøgerens levevilkår ikke at ville blive af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket, ved at han henvises til at tage ophold i Kabul. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2012/21
