Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt hendes to børn, herunder en søn, der fyldte 18 år før nævnets afgørelse, fra Afghanistan. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hun og hendes to medfølgende børn på nu 16 år (datter der er omfattet af afgørelsen) og hendes ældste søn på nu 18 år (udl. nr. […]), vil blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hendes ægtefælle udlejede sine to lastbiler til ISAF. En gang om måneden fik ægtefællen lastbilerne retur fra ISAF, således at han kunne sende dem på værksted. Taliban meddelte i foråret 2011 ægtefællen, at de ønskede at laste lastbilerne med sprængstof, således at bilerne, når de blev afleveret til ISAF, var fulde af sprængstof. Taliban kontaktede flere gange ægtefællen herom. På grund af Talibans henvendelser solgte ægtefællen i foråret 2011 sine lastbiler. […] efter, at ægtefællen i sommeren 2011 var taget til en vens begravelse i Lowgar provinsen, ringede ægtefællen og sagde, at Taliban havde bortført ham, fordi han havde nægtet at samarbejde med dem, og at Taliban nu krævede parrets datter og USD 50.000. Ægtefællen bad ansøgeren om at flygte. Herefter lød der en bankelyd, og telefonforbindelsen blev afbrudt. Hun antager, at ægtefællen blev slået. Fra dagen efter og til udrejsen i sommeren 2011 gemte ansøgeren og hendes fire børn sig hos en af ægtefællens venner. I forbindelse med den illegale udrejse til Iran mistede hun kontakten til sine to yngste børn. Siden udrejsen har hun ikke talt med nogen i Afghanistan. Taliban vil formentlig opfatte familiens manglende samarbejde således, at familien er uislamiske, og at de samarbejder med udlændinge. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at forklaringen i al væsentlighed har været konsistent under hele asylforløbet, samt at forklaringen i Flygtningenævnet har været sikker og sammenhængende og er fremstået selvoplevet. Det er indgået i vurderingen, at ansøgerens 18-årige søn – der i Flygtningenævnet ikke overværede sin moder afgive forklaring – har afgivet en forklaring, der støtter indtrykket af, at moderen har forklaret sandfærdigt om asylmotivet. Flertallet lægger således til grund, at Taliban adskillelige gange har rettet henvendelser til ansøgerens ægtefælle, at Taliban har været utilfredse med, at ægtefællen samarbejdede med ISAF og ikke med Taliban, at forløbet endte med, at Taliban bortførte ægtefællen og via denne forlangte at få udleveret ægteparrets datter mv., og at ansøgeren ikke siden har hørt fra sin ægtefælle. Flertallet finder under disse omstændigheder, at der er risiko for, at Taliban vil udsætte ansøgeren og hendes to medfølgende børn for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvis de vender tilbage til hjemlandet. Det kan ikke antages, at de afghanske myndigheder vil kunne yde ansøgeren tilstrækkelig beskyttelse imod Taliban. Herefter, og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeles ansøgeren og hendes datter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/18
