Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse [K-status] til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […] i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Da ansøgeren var omkring ni år gammel, blev hans far slået ihjel af sine brødre. Farbrødrene sendte efterfølgende ansøgeren på koranskole i Iran. Det var meningen, at ansøgeren på et tidspunkt skulle virke som selvmordsbomber. Efter seks år flygtede ansøgeren til Afghanistan. Han blev efterfølgende tilbageholdt i Afghanistan af nogle islamiske præster fra den tidligere nævnte skole, i hvilken forbindelse han blev udsat for vold. Ansøgeren blev befriet af sin bror og nogle andre personer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter sine farbrødre og præsterne fra koranskolen i Iran. Ansøgeren har under sagens behandling fremlagt en række dokumenter vedrørende sit ophold i Iran. De af ansøgeren fremlagte dokumenter bestyrker ansøgerens forklaring om opholdet i Iran, ligesom den foretagne torturundersøgelse understøtter ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen i Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder den foretagne ægthedsvurdering samt den foretagne torturundersøgelse, lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han af nogle lærere ved en koranskole og sine farbrødre anses for at have vendt islam ryggen ved ikke at ville fungere som selvmordsbomber og hellig kriger. Nævnet finder ikke, at ansøgeren vil have reel mulighed for at opnå myndighedernes eller andres beskyttelse imod den omhandlede forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1”. afgh/2012/10