Nævnet stadfæstede i november 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han fra 2003 og frem til sin udrejse i slutningen af 2008 arbejdede for den amerikanske ambassade i PRT som administrator. Han havde ansvaret for at amerikanske og britiske personer/gæster kom sikkert frem i Afghanistan. Nogle af disse transporter var hemmelighedsstemplede. I 2005 blev ansøgeren kontaktet af en person fra Taliban, som ville betale ansøgeren for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren modtog senere flere trusselsbreve fra en person ved navn [..] fra Taliban. Han truede med at ville dræbe ansøgeren og hans familie, hvis ikke ansøgeren samarbejdede. Ansøgeren fortalte amerikanerne om henvendelsen og trusselsbrevene. Ansøgerens familie flyttede til […], men de modtog fortsat trusselsbreve. Herefter udrejste ansøgeren til Rumænien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at en magtfuld person kommandant for Mujahedin ved navn […] beskylder ansøgerens familie for at spionere for amerikanerne. Ansøgeren har desuden henvist til, at grænsepolitiet i Rumænien samarbejder med menneskesmuglere, og at politiet truede ansøgeren til ikke at fortælle om dette samarbejde. Sikkerhedspolitiet i Rumænien har afhørt ansøgeren om dennes arbejde for amerikanerne. De afhørte ansøgeren i mange timer og udsatte ham for vold. Ansøgeren klagede over behandlingen til politiet i flygtningelejren, som oplyste, at de ikke havde mulighed for at beskytte ham yderligere. Ansøgeren tog til Danmark, men var nødsaget til at tage tilbage til Rumænien for at forlænge sit visum. I den forbindelse fandt de rumænske sikkerhedsmyndighederne frem til ansøgeren og tilbageholdt ham. De afhørte ham og udsatte ham for vold og tortur, idet de ville have oplysninger om hans arbejde for amerikanerne i Afghanistan. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra sikkerhedsmyndighederne efter to dage. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren Taliban. Han frygter desuden amerikanerne, idet han udrejste uden at give dem besked herom. Ansøgeren frygter ligeledes kommandant […] og hans mænd. Ved en tilbagevenden til Rumænien frygter ansøgeren, at personerne i sikkerhedspolitiet vil fængsle ham eller slå ham ihjel. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit arbejde for koalitionsstyrkerne og om sit asylmotiv i Afghanistan i forhold til Taliban i det væsentlige kan lægges til grund, således som det også er sket ved Udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet finder således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan isoleret set må antages at risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke i ansøgerens forklaring grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for at blive udsat for asylrelevante overgreb fra de amerikanske styrker i Afghanistan eller det pakistanske efterretningsvæsen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at henføre ansøgerens forhold under udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder imidlertid, at Rumænien må tjene som ansøgerens 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren må antages at have opnået beskyttelse og vil ved indrejsen have gyldig opholdstilladelse i Rumænien med beskyttelse mod videresendelse til Afghanistan eller et andet land, hvorfra ansøgeren ikke er beskyttet mod videresendelse til Afghanistan. Det fremgår således af sagen, at ansøgeren i Rumænien blev meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning den […]2009 med gyldighed til den […]2012. Nævnet lægger vægt på, at Rumænien har tiltrådt Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskeretskonvention, og at Rumænien som EU-land har pligt til at leve op til de beskyttelsesgarantier, der følger af disse konventioner. Nævnet finder ikke, at det forhold at ansøgeren som forklaret i forbindelse med indrejsen i Rumænien, har været udsat for chikane og vold fra myndighedspersoner i forbindelse med afhøringen om hans forhold i Afghanistan i forbindelse med asylansøgningen, kan føre til en anden vurdering. Heller ikke det forhold, at ansøgeren ifølge sin forklaring under sit seneste ophold i Rumænien har været udsat for hårdhændet behandling af sikkerhedspolitiet i Rumænien, kan føre til en anden vurdering. Nævnet finder, at forklaringen om sikkerhedspolitiets interesse for ansøgeren ikke fremstår overbevisende. Ansøgeren har således ikke nærmere kunnet konkretisere, hvad sikkerhedspolitiet skulle opnå gennem samarbejde med ham. Nævnet kan derfor ikke lægge forklaringen om denne episode til grund. Det er imidlertid nævnets vurdering, at der er i givet fald er tale om en handling af kriminel karakter, som kan anmeldes til og forfølges af de rumænske myndigheder. Nævnet har ikke kunnet lægge til grund, at de rumænske myndigheder ikke vil yde ansøgeren beskyttelse og den hjælp til ophold, som hans opholdstilladelse berettiger ham til, jf. blandt andet pligten til at overholde de ovennævnte konventioner. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2011/99
