Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er afghansk statsborger fra Ghazni-provinsen i Afghanistan, etnisk pashtun og muslim af trosretning. Ansøgeren har haft en væsentlig del af sin opvækst i Kabul, hvor han også har gennemført sin uddannelse til politiofficer. Ved udrejsen omkring årsskiftet 2009/2010 var ansøgeren kaptajnløjtnant. Fra 2002 og frem til sin udrejse har ansøgeren haft bopæl i Kabul. Under sit ophold i Kabul har ansøgeren været udstationeret i en navngiven by i omkring et og et halvt år. Ansøgeren har angående sit asylmotiv henvist til, at han er uddannet politiofficer, at han siden 2007 har arbejdet i en administrativ politienhed, at han i den navngivne by undslap en bilbombe, som blandt andet var rettet mod ham, og at han til sidst i Kabul anså sig for nødsaget til at forlade Afghanistan på grund af trusler, og fordi han en aften blev skygget og forfulgt af tre eller fire personer, som det lykkedes ham at undslippe. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring på nogle punkter har givet anledning til væsentlig tvivl. Nævnet lægger efter en vurdering af ansøgerens oplysninger til grund, at ansøgeren, som af ham forklaret, har arbejdet som politiofficer i en administrativ enhed dels i den navngivne by og til sidst i Kabul. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har været overordnet, men har arbejdet med administrationsopgaver af forskellige politiopgaver på lige fod med andre ansatte i den administrative afdeling. I den navngivne by modtog ansøgeren telefontrusler, men dette gjaldt også andre ansatte i den administrative afdeling. Da ansøgeren rettede henvendelse til sin overordnede herom, oplyste denne, at sådanne trusler modtog andre også. Nævnet kan ikke lægge til grund, at en bombe eksploderede ved den bil, som ansøgeren netop havde forladt, sådan som ansøgeren har forklaret. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren først har oplyst herom til samtalen med Udlændingeservice og finder det ikke rimeligt begrundet, at ansøgeren intet har oplyst i sit asylskema, når netop denne episode skulle være grunden til, at ansøgeren herefter tog ophold i Kabul. Opkaldet til den omhandlede navngivne persons telefon fremstår heller ikke for nævnet sandsynlig. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har oplyst, at han under hele sit ophold i den navngivne by uanset telefontruslerne bevarede sit eget mobiltelefonnummer, fordi hans venner og bekendte havde dette nummer. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren fortsatte sit arbejde i den administrative enhed i Kabul, og at ansøgeren efter nogle måneder på ny modtog telefontrusler. Ansøgeren har oplyst, at han i måneden inden udrejsen modtog fem til syv telefontrusler, men at årsagen til udrejsen var foranlediget af, at han en aften blev søgt forfulgt af tre til fire personer. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om de tre til fire personer fremstår usandsynlig i sammenhæng med ansøgerens forklaring om, at han under sin ansættelse i administrative enhed i Kabul færdedes i sin uniform med offentlig taxa eller anden offentlig transport til og fra arbejde uden problemer, ligesom der ikke var eller siden har været henvendelser på ansøgerens private bopæl i en navngiven by, hvor ejendommen havde tilhørt ansøgerens familie fra ansøgerens fars tid. Efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger finder nævnet derfor ikke, at de telefontrusler, som nævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har modtaget i anledning af sit arbejde som politiofficer i en administrativ enhed, har en karakter eller intensitet, som ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse imod i Afghanistan. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har nær tilknytning til Kabul, hvor han har såvel arbejdskolleger som bekendte, og hvor hans familie fortsat bor. Nævnet lægger vægt på, at myndighederne er til stede i Kabul, og at det ikke nærmere er sandsynliggjort af ansøgeren, om de telefontrusler, som han har oplyst om, hidrører fra Taliban eller fra kriminelle grupperinger. Endvidere bemærkes, at ansøgeren har oplyst at have overordnede, som kendte hans far, og som har ydet ansøgeren bistand. Det forhold, at ansøgeren er udrejst som politiofficer uden tilladelse fra sin ansættelsesmyndighed og derfor efter ansøgerens oplysninger risikerer en sanktion, findes ikke at føre til antagelse af, at ansøgeren risikerer en uforholdsmæssig straf eller ikke kan opnå myndighedsbeskyttelse. Nævnet lægger vægt på, at dette punkt først er nævnt af ansøgeren ifølge den beskikkede advokats indlæg, ligesom ansøgerens arbejde alene har bestået i en administrativ funktion. Samlet finder nævnet derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan kan antages at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller uforholdsmæssige overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2011/7
