Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim. Han boede i 1993-2002 og 2005-2008 i Iran samt i 2002-2005 i Kabul. Hans forældre og en broder bor stadig i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret, at han i 2005 blev pågrebet af politiet under den sidste af tre transporter af store mængder opium. Til politiet afslørede han navnene på dem, der havde antaget ham til at foretage transporterne. Der var måske tale om ”kaldenavne”. Han fortalte også det, han i øvrigt vidste om de pågældende. Tilbageholdelsen varede i nogle timer. Ansøgeren blev løsladt, fordi hans fader kendte en lokal politimand. Ansøgeren udrejste, efter råd fra politiet, kort efter til Iran, og har ikke siden været tilbage i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af magtfulde narkobagmænd på grund af det, han fortalte til politiet. Efter udrejsen har han haft kontakt til sin familie i Afghanistan. Familien har ikke sagt noget om, hvorvidt narkobagmændene m.v. er blevet arresteret, eller om de har spurgt efter ham. Familien har heller ikke sagt, at de har haft nogen form for problemer på grund af ansøgeren. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ved vurderingen af ansøgerens situation ved en tilbagevenden til Afghanistan tillægger Flygtningenævnet det afgørende betydning, at ansøgerens frygt for overgreb ikke hidrører fra konkrete trusler eller nærmere viden om, hvad de andre i den kriminelle gruppe vil gøre eller eventuelt tidligere har gjort i lignende situationer. Endvidere må det tillægges betydelig vægt, at intet tyder på, at nogle fra den kriminelle gruppe, som ansøgeren i en kort periode var en del af, i de forløbne seks år har eftersøgt ansøgeren, og herunder rettet henvendelse på familiens bopæl. Ansøgerens reelt helt generelle betragtning om, at man er i alvorlig risiko for at blive slået ihjel også mange år efter, at man har angivet bagmænd et kriminelt miljø til politiet, kan ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse, og Flygtningenævnet finder ikke, at der er konkret og reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for overgreb, som han efter udlændingelovens § 7, stk. 2, har krav på beskyttelse imod. Herefter, og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/62
