afgh201157


Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010.

Flygtningenævnet udtalte:

”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra […] i Wardak-provinsen og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem nogen politiske eller religiøse partier, foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra kuchier og endvidere ikke har familie eller andet netværk i Afghanistan. Ansøgerens far blev dræbt under et kuchi-angreb på ansøgerens landsby for omkring tre år siden, hvorunder kuchier plyndrede landsbyen, herunder familiens bolig. Kuchier har efterfølgende angrebet ansøgerens landsby hvert forår for at foretage udplyndringer. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at kuchier efter det oplyste angriber landsbyer med henblik på at foretage udplyndringer, og at baggrunden for drabet på ansøgerens far efter ansøgerens forklaring alene var, at faren skulle forsvare landsbyen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i en reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. At ansøgeren ikke har familie eller andet netværk i Afghanistan er ikke et forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2011/57