Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk pashtun fra provinsen Kunar og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans bror var medlem af Taliban og døde i kamp, at Taliban efter ansøgerens brors død ville hverve ansøgeren, og at Taliban tilbød ansøgerens far penge for ansøgeren. Ansøgerens far nægtede at udlevere sin søn til Taliban, hvorfor Taliban nogle dage senere kidnappede ansøgeren om natten. Ansøgeren har videre henvist til, at han flygtede fra Taliban den følgende morgen, at han tog tilbage til sin bopæl, hvor hans far fortalte ham, at myndighederne havde ledt efter ham, idet de mistænkte ham for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren rejste med sin far til Jalalabad, hvorfra han 20 dage senere udrejste af Afghanistan. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, at ansøgeren ikke har opfyldt sin pligt til efter udlændingelovens § 40 at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af hans asylmotiv. Ansøgeren har oplyst, at hans syv år ældre bror var medlem af Taliban og blev dræbt, og at Taliban derefter ønsker, at ansøgeren skal være medlem af Taliban. Nævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring om sin og sin families situation i landsbyen […], der bestod 30 til 50 huse, hvor familien dyrkede landbrug, som ansøgeren også arbejdede i, fremstår usandsynlig. Således har ansøgeren forklaret, at han ikke har kendskab til, hvor broderen fik religiøs undervisning, og at ingen af landsbyens beboere havde noget kendskab til, at broderen var medlem af Taliban, selvom han under sit toårige medlemskab af Taliban besøgte familien med en til halvanden måneds mellemrum ledsaget af et par andre talibanere. Ansøgeren har videre forklaret, at han ved anvendelse af vold blev kidnappet fra bopælen og ført til et afsides liggende hus, hvor de tilstedeværende 15 til 16 personer efterhånden forsvandt, idet dog to personer omtalte ansøgerens bror positivt over for ansøgeren og tilkendegav, at ansøgeren også skulle blive talibaner som sin bror. To tilbageblevne personer faldt i søvn i løbet af natten, hvorefter ansøgeren kunne forlade lokalet via en ulåst dør, løbe et langt stykke til en vej og derefter komme med biler hjem til sine forældres bopæl i landsbyen. Ankommet dertil oplyste hans far straks, at myndighederne havde været på bopælen og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har til samtalen med Udlændingestyrelsen givet udtryk for, at han formoder, at personer i landsbyen har meddelt myndighederne, at ansøgeren havde meldt sig til Taliban, idet landsbyens beboere grundet moderens sorg over den dræbte broder nu var blevet klar over, at familien havde forbindelse til Taliban. Ansøgeren og hans far rejste straks til faderens ven i Jalalabad, hvor ansøgeren ventede i 20 dage ind til hans rejse til Europa var tilrettelagt. Ansøgeren har ikke efter udrejsen i foråret 2010 haft nogen kontakt til sin familie. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring i sin helhed bærer præg af konstruktion, og at ansøgerens svar bærer præg af manglende oplysninger om omstændigheder, som ansøgeren umiddelbart burde kunne forklare om på en overbevisende måde, såfremt det angivne hændelsesforløb havde været selvoplevet. Selvom ansøgeren har kunnet forklare konkret på nogle punkter blandt andet hvilket antal personer, der var til stede, både da talibanere kom til forældrenes hus første gang og siden, har dette ikke ført til, at nævnet samlet har kunnet anlægge en anden vurdering af ansøgerens forklaring. Da ansøgeren som anført ikke findes på en overbevisende måde at have sandsynliggjort sit asylmotiv, finder nævnet ikke, at ansøgeren vil risikere en forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/47
