Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”at ansøgeren er etnisk tadjik fra […] distriktet i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han for omkring tre år siden konverterede til kristendommen. Han var tidligere sunni-muslim. Ansøgeren mødte i en bus på vej hjem fra arbejde to missionærer, der fortalte ansøgeren om kristendommen. De to mænd gav ansøgeren et kassettebånd, der indeholdt kristent materiale, herunder sange og citater, samt et telefonnummer. Derefter begyndte ansøgeren at deltage i møder afholdt af den kristne forsamling. En dag, da ansøgerens svoger var på besøg, opdagede svogeren kassettebåndene, ligesom svogeren så en sms på ansøgerens mobiltelefon, hvori han blev indkaldt til møde i den kristne forsamling. Svogeren fortalte efterfølgende de ældre i landsbyen om ansøgerens relation til kristendommen, og de ældre foranstaltede en ransagning af ansøgerens bopæl. I forbindelse med ransagningen blev der fundet kristent materiale. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans broder flygtede sammen med ansøgerens ægtefælles søster. De to var forelskede, men ægtefællæns søster var lovet væk til en anden mand. Ansøgerens svigerfamilie har givet ansøgeren skylden herfor. Endelig har ansøgeren i Danmark været udsat for overgreb fra andre afghanere som følge af sin kristne tro. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret upræcist og afglidende om sin tilknytning til den kristne tro i Afghanistan, og hans forklaring om, hvordan han kom i kontakt med de to kristne mænd i Kabul, fremstår ikke selvoplevet. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren i en bus i Kabul har drøftet sine ansættelsesforhold i ISAF på en så åbenlys måde, at det var muligt for de to kristne mænd at følge med i samtalen, ligesom det forekommer usandsynligt, at de to mænd uden at kende ansøgeren nærmere tilkendegav, at de var kristne og gav ansøgeren kristent materiale samt deres telefonnummer. Endeligt forekommer det usandsynligt, at ansøgeren efterfølgende opbevarede det kristne materiale i form af kassettebånd et frit tilgængeligt sted. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om indholdet af den sms om indkaldelse til møde i den kristne menighed, som hans svoger læste, ligesom ansøgeren har forklaret usammenhængende om, hvorfor han ikke frygtede, at svogeren skulle finde de kristne bånd. På denne baggrund kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han konverterede til den kristne tro i Afghanistan, og at han som følge heraf kom i konflikt med sin familie, til grund. Ansøgeren ophørte med at arbejde for ISAF umiddelbart efter, han havde modtaget en advarsel fra det lokale råd, og ansøgeren har ikke efterfølgende modtaget konkrete trusler som følge af, at han havde arbejdet for ISAF. Dette arbejde kan derfor ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter erklæringerne fra to navngivne kirker i Danmark sammenholdt med ansøgerens forklaring herom, lægges det til grund, at ansøgeren er dødt i den omhandlede kristne kirke, at han aktivt udøver den kristne tro, og at han derfor i Danmark er konverteret til den kristne tro. Da nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit forhold til sin familie og den kristne kirke i Afghanistan, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering til den kristne kirke i Danmark er kommet til de Afghanske myndigheders eller ansøgerens families kundskab. Som følge af det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil risikere at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, eller at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at de generelt vanskelige forhold for kristne i Afghanistan ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. afgh/2011/41
