Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Laghman provinsen i Afghanistan og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader og to brødre blev i 1990´erne dræbt af Hezb-e Islami på grund af faderens arbejde som kampvognschauffør for Najibullahs regering. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for overgreb fra Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har for Flygtningenævnet afgivet en forklaring, der på alle væsentlige punkter stemmer overens med de forklaringer, som ansøgeren tidligere har afgivet i Danmark. Forklaringen har i øvrigt fremstået troværdig og selvoplevet. På denne baggrund og under hensyn til, at ansøgeren er analfabet samt oplysningerne om hans helbredsmæssige tilstand, kan forklaringen ikke afvises alene med henvisning til den tilsyneladende divergerende forklaring, som ansøgeren har afgivet for de norske myndigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at denne forklaring fremstår summarisk, og at den alene blev afgivet til brug for myndighedernes vurdering af, hvorvidt ansøgerens sag skulle behandles i Grækenland eller i Norge. Hertil kommer, at det ikke kan afvises, at der var problemer med tolkningen, idet denne blev foretaget af en pashto-tolk, som ansøgeren ifølge sin forklaring ikke fuldt ud forstod. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren blev opsøgt at tre personer fra Taliban, der tvang ham ind i en bil, hvorefter de kørte ham til en grotte i bjergene. Ansøgeren blev udsat for tortur, idet Taliban beskyldte ansøgeren for at have angivet en broder til en mullah, hvilket ansøgeren nægtede. Taliban besluttede herefter, at ansøgeren skulle følge dem under en våbentransport, og i forbindelse med en sådan transport blev ansøgeren og Taliban angrebet fra luften. Ansøgeren vågnede herefter op på hospitalet, hvor han af myndighederne blev beskyldt for at tilhøre Taliban. Ansøgeren flygtede fra hospitalet og ud af Afghanistan. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikere at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/40