Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Nævnet meddelte i juli 2011 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kandahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hun siden 2007 har arbejdet for en kvinderettighedsforkæmper ved navn […], som blev dræbt af Taliban i foråret 2009, og blandt andet har været med til at arrangere og holde tale på Kvindernes Dag i foråret 2009, hvor hun i lighed med andre deltagere blev overfaldet af ukendte gerningsmænd, slået og kom til skade. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hendes indflydelsesrige farbroder, som hun efter faderens forsvinden sammen med sin moder og søster flyttede ind hos i sommeren 2009, har søgt at få hende til at indgå tvangsægteskab med sin søn, og at farbroderen blandt andet har truet hende med at nægte hende beskyttelse, hvis hun ikke indgår ægteskab. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren siden 2007 har undervist kvinder i engelsk og i forbindelse med undervisningen har udbredt kendskabet til kvinders rettigheder. Hun har samtidig været engageret i og kæmpet for kvinders rettigheder i organisationen ledet af […], herunder fungeret som en slags ”højre hånd” for […]. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren efter overfaldet på hende i foråret 2009 af frygt for Taliban ophørte med sine aktiviteter og stort set opholdt sig hjemme. Det lægges endelig til grund, at ansøgeren efter denne dato fik at vide af […], at ansøgeren var i risiko og skulle passe på sig selv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har været profileret som politisk aktiv kvindesagsforkæmper på en sådan måde, at hun er i reel og individuel risiko for at blive dræbt af Taliban, der en måned efter overfaldet på ansøgeren i foråret 2009 dræbte navnet på kvinderettighedsforkæmperen, som ansøgeren havde arbejdet for. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet konflikten har politisk karakter. afgh/2011/35