Nævnet stadfæstede i juli 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tadjik fra en navngiven by i Ghazni provinsen i Afghanistan. I 2003 udrejste han med sin moder til en navngiven by i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin faders fjender samt sin stedfader og dennes familie. Da ansøgeren var ni år gammel, dræbte hans fader lillebroderen til den mand, som havde forsøgt at kidnappe og misbruge ansøgeren, hvorefter den dræbtes familie slog faderen ihjel. Den dræbtes familie tilhørte Taliban, og de overfaldt desuden ansøgeren og stak ham med en kniv. Derefter flygtede ansøgeren med sin moder til Iran, hvor moderen giftede sig med en ny mand, [...], som ønskede at hverve ansøgeren til Taliban. Under opholdet i Iran blev ansøgeren på et tidspunkt, da ansøgeren var 15 år gammel, af politiet sendt tilbage til Afghanistan, hvor han blev tilbageholdt af familien til den dreng, som faderen havde dræbt. Ansøgeren undslap ved hjælp fra sin navngivne vens ven. Tilbage i Iran deltog ansøgeren i sommeren 2009 i en demonstration sammen med tilhængere af Mosavi, fordi hans navngivne ven dagen forinden var blevet slået af myndighedspersoner. Ved demonstrationen slog ansøgeren sammen med sine venner en myndighedsperson og blev genkendt af en civilklædt betjent. Ansøgeren undslap, men da han kom hjem, havde de iranske myndigheder spurgt efter ham på bopælen. Stedfaderen tilbageholdt og slog derfor ansøgeren med et træbat. For at komme fri stak ansøgeren stedfaderen med en kniv, stjal sin moders smykker og flygtede. Ansøgeren udrejste medio 2009 af Iran til Tyrkiet. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist tilstrækkelig modenhed til, at hans sag kan behandles i Flygtningenævnet, selvom han er mindreårig. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret spørgsmålene i begge nævnsmøder med forståelse af svarenes betydning for det asylmotiv, som ansøgeren påberåber sig. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet bemærker, at ansøgeren har udfyldt asylansøgningsskemaet udførligt men ikke nævnt, at han selv som 9-årig blev forsøgt udsat for overgreb, og dette var årsag til, at hans fader begik overgreb mod og dræbte en dreng. Ansøgeren har endvidere ikke nævnt den for asylmotivet centrale hændelse om, at han omkring 15 års alderen blev tvangsudsendt til Afghanistan fra Iran og i en periode på muligt omkring 10 dage opholdt sig i Ghazni provinsen i den landsby, hvor vennen til ansøgerens ven boede, og hvor ansøgeren blev kidnappet og tilbageholdt i tre til fire døgn af bevæbnede personer med tilknytning til den dræbte dreng, indtil det lykkedes vennen til ansøgerens ven at befri ansøgeren og hjælpe ham tilbage til Iran. Selv når der tages hensyn til, at ansøgeren er mindreårig, og at der foreligger alvorlige oplysninger om hans aktuelle psykiske tilstand […], finder nævnet, at ansøgerens manglende oplysninger om centrale elementer i hans asylmotiv ikke kan anses for rimeligt begrundet. Nævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne om såvel overgrebsforsøget på ansøgeren som 9-årig som tilbageholdelsen som 15-årig må anses for så markante, at ansøgeren uden videre havde kunnet oplyse herom i asylskemaet, såfremt begivenhederne havde fundet sted. Nævnet bemærker endvidere, at forklaringen om tilbageholdelsen som 15-årig også efter sit indhold fremstår isoleret set som usandsynligt for nævnet. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring kan nævnet derfor alene lægge til grund, at ansøgeren og hans moder udrejste fra landsbyen i Afghanistan efter ansøgerens faders død, og at de tog ophold i en navngiven by i Iran, hvor moderen giftede sig på ny med den omhandlede stedfader, som ansøgeren havde et konfliktfyldt forhold til. Selv hvis det lægges til grund, at ansøgeren i 2009 for at forsvare sig mod alvorlig vold fra stedfaderens side stak stedfaderen med en kniv, således at stedfaderens ene arm og ene lunge ikke efterfølgende fungerede, kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren af den grund skulle risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan, idet nævnet ikke finder, at ansøgeren kan anses for at være i en konkret og reel risiko for overgreb fra stedfaderens familie. Det bemærkes herved, at nævnet om stedfaderen må lægge til grund, at denne har opholdt sig i Iran i mange år og ikke kan anses for at have nogen indflydelse af betydning i Afghanistan. Da nævnet efter det ovennævnte ikke kan lægge til grund, at ansøgeren opholdt sig i Afghanistan som 15-årig, og da nævnet finder, at det fremstår uafklaret, under hvilke nærmere omstændigheder og på hvilken baggrund ansøgerens fader muligvis blev dræbt, da ansøgeren var ni år gammel, finder nævnet efter en vurdering af ansøgerens oplysninger samlet, at det ikke kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det er indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren har opholdt sig blandt andet tre måneder i Frankrig uden at søge om asyl. Nævnet bemærker, at der ved den ovennævnte vurdering er taget hensyn til, at der foreligger aktuelle alvorlige oplysninger om ansøgerens psykiske helbredsforhold, men at disse oplysninger ikke kan føre til en anden vurdering af, om ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og at nævnet ikke har kompetence til at give opholdstilladelse på grundlag af humanitære forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/33
