Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan indrejst i 2010. Ansøgeren og hans familie indrejste i Afghanistan i vinteren 2008/2009 efter længere tids ophold i Iran. Ansøgerens farbror havde på dette tidspunkt tilegnet sig ansøgerens families jordstykke. Ansøgerens far blev efterfølgende dræbt, formentlig af farbroren, idet han forsøgte at få jorden tilbage. Ansøgeren opsøgte senere sin farbror, i hvilken forbindelse han, som følge af farbrorens provokationer, kastede en sten efter farbroren. Farbroren angreb efterfølgende ansøgeren, der slog farbroren med en kæp to, tre eller fire gange. Ansøgeren udrejste af Afghanistan til Pakistan omkring fire til fem måneder efter familiens indrejse. Ansøgeren fik efterfølgende at vide, at farbrorens sønner og familie ledte efter ansøgeren.
Flygtningenævnet udtalte:
”Flygtningenævnet finder efter en vurdering af ansøgerens forklaring under nævnsbehandlingen, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning fra en landsby, Jaghori i Ghazni-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han formoder, at hans fader er blevet dræbt som følge af en jordkonflikt med ansøgerens farbroder. Ansøgeren overfaldt senere farbroderen, hvorefter han flygtede til Quetta i Pakistan. Ansøgeren frygter, at han vil blive slået ihjel af farbroderens familie ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund. Ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om sine forhold, uanset at der er en mulig divergens i ansøgerens angivelse af længden af sit ophold hos sin morbroder i Quetta. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kun har opholdt sig fire til fem dage i Quetta, hvorefter hans morbroder oplyste ham om, at farbroderens to sønner og svigersøn var blevet set i Quetta. Ansøgeren udrejste herefter af Pakistan. Flygtningenævnet finder det sandsynliggjort af ansøgeren, at han som følge af overfaldet på farbroderen vil være i reel risiko for overgreb fra farbroderens families side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke vil have mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet bemærker, at selve den grundlæggende konflikt, som består i at farbroderen havde tilegnet sig faderens jord, mens ansøgeren og hans familie var i Iran, ikke i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren er herefter isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer, hvorefter ansøgeren har tildelt farbroderen tre til fire slag med en kæp, med det resultat at farbroderen brækkede begge arme, sammenholdt med at ansøgeren på gerningstidspunktet kun lige var fyldt 15 år, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdet har en sådan grovhed, at forholdet med sikkerhed kan henføres under Flygtningekonventionens artikel 1 F(b). Efter en samlet vurdering af den udøvede vold imod farbroderen, sammenholdt med ansøgerens alder, finder Flygtningenævnet ej heller tilstrækkeligt grundlag for at antage, at den beskrevne vold ville kunne medføre en ubetinget frihedsstraf for ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren kan nægtes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, jf. § 22, nr. 6. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2” afgh/2011/3
