Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt et barn indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim af trosretning fra en navngiven by i provinsen Poli Alam i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun frygter, at hun eller hendes børn vil blive dræbt af den kriminelle bande, som tidligere har bortført hendes søn, […], i hvilken forbindelse banden krævede løsepenge. Det lykkedes ansøgerens ægtefælle at skaffe en del af løsepengene. Ansøgerens søn, […], så på et tidspunkt sit snit til at flygte fra kidnapningen. Ansøgeren har herudover henvist til, at hendes datter, […], blev søgt tvangsgift med en talibaner, mens ansøgeren stadig opholdt sig i hjembyen. Da ansøgeren og hendes ægtefælle nægtede, at datteren skulle indgå ægteskabet, flyttede familien til Kabul. Efter at sønnen […] var blevet kidnappet, tog ansøgeren ophold i Jalalabad en kort tid. Da sønnen kom tilbage fra kidnapningen, udrejste hele familien af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Hendes forklaring har fremstået konsistent og troværdig igennem hele asylsagsforløbet. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid at kunne lægge til grund for sagen, at trusselsbilledet fra Taliban, som familien var udsat for i hjembyen, må anses for afsluttet på nuværende tidspunkt. Det er ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at der er nogen sammenhæng imellem hændelserne i hjembyen og den senere kidnapning af sønnen i Kabul. Denne kidnapning må anses som udslag af almindelig kriminalitet med henblik på at skaffe penge fra ansøgerens ægtefælles forretningsaktiviteter. Ansøgeren har oplyst, at ægtefællen har solgt forretningen. Under disse omstændigheder finder flertallet ikke, at det er sandsynliggjort af ansøgeren, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i en reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, fra enten myndighederne eller fra de kriminelle grupperinger, som må antages at stå bag kidnapningen af sønnen. Den omstændighed, at der efter indholdet af British Home Office, landerapport fra november 2010, pkt 12.08, (bilagsnr. 358), må antages at være usikkerhed om, i hvilket omfang de stedlige myndigheder, for eksempel politiet, kan antages at beskytte ansøgeren eller i øvrigt realitetsbehandle en eventuel politianmeldelse vedrørende kidnapningen, kan efter flertallets opfattelse ikke føre til noget andet resultat. Flertallet bemærker i denne forbindelse, at kidnapningen efter det foreliggende må anses for at være en afsluttet episode, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og hendes søn fortsat efterstræbes af de pågældende kriminelle grupperinger. De generelle forhold for enlige kvinder i Afghanistan er ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse” afgh/2011/2
