Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist tilstrækkelig modenhed til, at hans sag kan behandles i Flygtningenævnet. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har svaret med forståelse på de stillede spørgsmål, ligesom det bemærkes, at ansøgeren anses for at være fyldt 18 år på tidspunktet for nævnsmødet. Ansøger er afghansk statsborger, etnisk hazara og muslim af trosretning fra et navngivent område i Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter sin tidligere arbejdsgiver, […], hvis broder, […], ville have ansøgeren til at smugle narko i tasker fra Afghanistan til Iran. Ansøgeren nægtede og kom i slagsmål med arbejdsgiverens broder, som øvede vold mod og prøvede at kvæle ansøgeren. Ansøgeren slap fri ved at slå arbejdsgiverens broder i hovedet med en jernstang, således at arbejdsgiverens broder døde. Ansøgeren frygter sin tidligere arbejdsgiver i Teheran, idet denne vil hævne sin broders død, ligesom yderligere en broder, […], der er kommandant i hæren i Kabul, også vil tage hævn. Ansøgeren har nærmere oplyst, at han flyttede fra Kabul med sin familie meget muligt i 2004, og at han i tiden indtil 2009 arbejdede for arbejdsgiveren i Teheran, hvor ansøgerens familie boede og fortsat bor, ligesom ansøgeren har en broder i samme by, der bor for sig selv med egen familie. I 2009 tog arbejdsgiveren ansøgeren med tilbage til Herat, hvor ansøgeren i de følgende to måneder arbejdede med at sy rygsække for arbejdsgiverens broder. Denne ville have ansøgeren til at sy narkotika ind i rygsækkene, som ansøgeren derefter skulle bringe til arbejdsgiveren i Iran. Ansøgeren nægtede, hvorefter arbejdsgiverens broder udsatte ansøgeren for vold, herunder kvælertag. For at komme fri slog ansøgeren arbejdsgiverens broder med et metalredskab. Arbejdsgiverens broder blev ramt i hovedet og faldt blødende om, og ansøgeren flygtede. Han havde en seddel med telefonnummeret til sin fætter i Iran. En taxa bragte ansøgeren til et hotel, og chaufføren skaffede en agent, der hjalp ansøgeren til Iran samme dag. Ansøgeren havde samme dag kontakt med fætteren, der oplyste, at arbejdsgiveren havde truet ansøgerens familie i Teheran og ville slå ansøgeren ihjel, fordi arbejdsgiverens broder var død. Ansøgeren har ikke efter konflikten med arbejdsgiverens broder fået kontakt til sin familie eller den selvstændigt boende broder i Teheran. Fætteren betalte ansøgerens udrejse. Nævnet finder ikke ansøgerens forklaring om asylmotivet for overbevisende. Nævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren efter konflikten med arbejdsgiverens broder tilfældigt skulle have et papir med telefonnumre til fætteren med og alene kontakte fætteren, der herefter straks kunne oplyse om arbejdsgiverens broder død og arbejdsgiverens efterstræbelse af ansøgeren. Nævnet finder heller ikke, at ansøgerens forklaring om konflikten med arbejdsgiveren fremstår overbevisende, herunder at arbejdsgiverens broder øvede alvorlig vold mod ansøgeren, hvis formålet var, at ansøgeren derefter skulle være narkokurer. Heller ikke ansøgerens oplysninger om, at han hos arbejdsgiverens broder konstant opholdt sig i dennes værksted uden anden kontakt end til arbejdsgiverens broder og en arbejdsdreng på en 10 til 12 år fremstår overbevisende, og det samme findes at gælde for ansøgerens oplysninger om manglende kontakt til sin familie. Det indgår i vurderingen, at ansøgeren ikke i Danmark har givet nærmere oplysninger om familien, således at Dansk Røde Kors har kunnet iværksætte en nærmere eftersøgning af familien. Det tillægges på denne baggrund endvidere en vis betydning, at ansøgeren først til samtalen med Udlængeservice oplyste, at arbejdsgiverens broder var død som følge af ansøgerens slag. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger, at ansøgerens forklaring bærer præg af at fremstå som en konstruktion, og nævnet finder ikke kunne lægge de væsentligste dele af ansøgerens oplysninger som sit asylmotiv til grund. Da det efter udlændingeloven § 40 påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sit asylmotiv, og da nævnet finder, at dette ikke er sket, har ansøgeren ikke krav på opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/14
