Nævnet meddelte i marts 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra [……….] i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans families hus blev overtaget af Taliban, da ansøgerens fader døde for omkring fire år siden. Ansøgeren fik arbejde som omdeler af bøger med kristent indhold til samtlige huse i egen og omkringliggende landsbyer. Ansøgeren fik jobbet gennem sin faders venner og delte jobbet med sin ven [………]. En nat blev ansøgerens navngivne ven angrebet af beboere fra landsbyen, da de sammen var ude og omdele bøgerne. Det lykkedes ansøgeren at flygte. Vennen blev bragt til Taliban, og ansøgeren frygter, at vennen er blevet dræbt. Ansøgeren frygter, at Taliban og landsbyens beboere vil dræbe ham, fordi han har uddelt kristent materiale. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, der under hensyn til ansøgerens unge alder, og til at ansøgeren er analfabet, har fremstået sammenhængende og troværdig, til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren og en kammerat mod betaling har uddelt kristent materiale i deres hjemby og omkringliggende landsbyer, og at nogle landsbybeboere fattede mistanke til dem og pågreb kammeraten i forbindelse med, at de sammen uddelte materiale. Ansøgeren blev i den forbindelse genkendt, og ansøgeren har efterfølgende fået oplyst, at beboerne har overgivet ansøgerens kammerat til Taleban. På denne baggrund, hvor ansøgeren har overtrådt islamiske regler og islamiske værdier ved at uddele kristent materiale, har ansøgeren sandsynliggjort, at der er en velbegrundet frygt for, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2011/13