Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra en navngiven by i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra Taliban. Taliban forsøgte at få ansøgerens familie til at dyrke opiumsvalmuer, hvilket familien afviste. Taliban overfaldt derfor ansøgerens far, og da ansøgerens bror tog del i konflikten, blev denne dræbt. For at hævne drabet på broren skød og dræbte ansøgeren gerningsmanden og en anden talibaner med et kalashnikov gevær, som ansøgeren havde anskaffet til formålet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet i endog betydelig grad har forklaret upræcist og afglidende vedrørende et stort antal centrale punkter i begivenhedsforløbet på en sådan måde, at dette ikke fremstår selvoplevet. Det drejer sig eksempelvis om angivelsen af det sted, hvor broren blev skudt, om ansøgeren selv så broren ligge dræbt på det sted, hvor broren blev skudt, om hvor mange skud broren blev ramt af, om hvor lang tid der forløb mellem drabet på broren og ansøgerens drab på gerningsmanden, om den afstand ansøgeren skød gerningsmanden fra, om hvornår ansøgeren forlod Afghanistan, herunder på hvilken årstid, samt om hvor meget ansøgeren betalte for at blive hjulpet til at flygte. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren over en afstand af i hvert fald flere hundrede meter var i stand til at ramme to personer, der kørte på en motorcykel, særlig henset til, at ansøgeren ikke tidligere havde prøvet at skyde med noget våben. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” afgh/2011/120
