Nævnet meddelte i december 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra en landsby i Deh Yak i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban på grund af sin faders forhold. Ansøgeren har nærmere oplyst, at hans far i 5-6 måneder i 2008 arbejdede for en udenlandsk hjælpeorganisation ved navn PRT, som oprettede lokale klinikker, og som udleverede medicin til befolkningen i Ghazni-provinsen. Faderens arbejde for PRT bestod i at videregive PRT´s medicin via sin egen forretning, hvorfra faderen solgte alternativ plantemedicin til byens indbyggere, der var bange for at modtage medicinen direkte fra PRT på grund af Taliban, der var imod PRT´s arbejde. Ansøgeren har endvidere oplyst, at faderen i løbet af 2008 som følge af sit arbejde for PRT modtog to trusselsbreve fra Taliban, hvorved han blev truet på livet. Efter modtagelsen af det andet trusselsbrev gik faderen til politiet, som lovede at beskytte faderen og familien. Cirka 1½-2 måneder senere opsøgte Taliban ansøgerens bopæl og slog ansøgerens far og formentlig også ansøgerens mor ihjel, hvorefter ansøgeren og hans bror flygtede. Flygtningenævnet kan – som Udlændingestyrelsen – lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet må videre lægge til grund, at faderen var kendt i lokalområdet, og at ansøgeren hjalp sin far i forretningen og således også deltog i at uddele medicin, som organisationen PRT havde fremskaffet. Flygtningenævnet finder herefter, at også Taliban i lokalområdet kendte til ansøgerens rolle, og at ansøgeren derefter har sandsynliggjort, at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet ansøgeren ikke kan henvises til et internt flugtalternativ. Der er ikke grundlag for at anvende udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/116