Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren var mindreårig. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tadjik fra en navngiven by i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbroder, idet farbroderen har slået ansøgerens fader ihjel grundet en jordkonflikt, da ansøgeren var omkring fem et halvt år gammel. Farbroderen tog ansøgeren med sig, da ansøgeren var 10 år gammel, hvorefter farbroderen tvang ansøgeren til at danse for mænd ved diverse bryllupsarrangementer. Farbroderen låste ansøgeren inde i et kælderrum, samt udsatte ham for vold. Efter at farbroderen havde brækket ansøgerens arm, fik han ophold hos farmoderen, hvorfra de senere flygtede til en navngiven by. Her opholdt de sig i fire år. Farbroderen fandt dog frem til deres skjulested, hvorefter ansøgeren valgte at udrejse. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det findes således sandsynliggjort, at ansøgeren af sin farbroder i en periode på én-to måneder blev udnyttet og udsat for krænkelse med seksuelle undertoner, idet han blev tvunget til at optræde ved bryllupsfester. Han blev i den pågældende periode tilbageholdt mod sin vilje. Med hjælp fra farmoderen lykkedes det ansøgeren at flygte fra farbroderen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger til grund, at ansøgerens farbroder, som forklaret af ansøgeren, fandt frem til ansøgerens og farmoderens opholdssted, og at ansøgerens frygt for af onklen at blive ført tilbage til fortsatte krænkelser i onklens varetægt, er velbegrundet. Ansøgeren, der under hele sin opvækst har boet sammen med sin farmoder, hvis skæbne er ukendt, har efter flertallets opfattelse ikke reel mulighed for at opnå beskyttelse mod farbroderen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/88