Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Afghanistan.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og kristen af trosretning fra Urozgarn i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en familie i den landsby, hvor han kommer fra. Familiens søn, [….], har voldtaget ansøgeren. Ansøgerens fader voldtog efterfølgende [….]s søster, [….], hvorefter ansøgerens fader blev slået ihjel. Ansøgeren frygter, at [….] og hans familie vil slå ansøgeren ihjel, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Ansøgeren konverterede til kristendommen i Østrig, hvorfor ansøgeren frygter, at han vil blive slået ihjel, såfremt han vender tilbage, herunder af sin moder. Flygtningenævnet kan på afgørende punkter ikke lægge ansøgerens forklaring, der på væsentlige punkter har fremtrådt divergerende og usandsynlig, til grund. Ansøgeren oplyste således ved sin indrejse til Danmark til politiet, at han var muslim. Han har senere oplyst, at han har konverteret til kristendommen, men han har under samtalen med en repræsentant fra Udlændingeservice ikke været i stand til at svare på helt centrale spørgsmål vedrørende denne tro, og for nævnet har han ikke kunne nævne nogen af de kristne højtider. Herefter, og da ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på, hvorfor han ved ankomsten til Danmark oplyste, at han var muslim, kan nævnet ikke lægges til grund, at ansøgeren har konverteret til kristendommen. Ansøgeren blev boende i landsbyen i ca. 6 måneder, efter han var blevet voldtaget af [….], uden at han blev udsat for alvorlig overlast fra [….] eller [….]s familie. Ligesom ansøgerens mor og søskende, herunder en bror på ca. 16 år, blev boende i landsbyen, efter faderen havde voldtaget [….]s søster, som hævn for voldtægten af ansøgeren, og der er ikke oplysninger om, at de efterfølgende har været udsat for alvorlige overgreb. Det bemærkes, at ansøgeren under samtalen med Udlændingeservice’ repræsentant forklarede, at moderen og hans søskende fortsat boede i landsbyen, men for nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, hvor i Afghanistan de nu bor. Ansøgeren har dog for 12 dage siden haft telefonisk kontakt med sin mor. Det skete ved brug af det samme telefonnummer, som familien havde, da ansøgeren forlod Afghanistan for ca. 4 år siden, men ansøgeren ved ikke, om nummeret er til en mobil- eller fastnettelefon. Det er på denne baggrund usandsynligt, at et medlem af [….]s familie skulle have opsøgt ansøgeren, mens han opholdt sig i Iran, for at hævne faderens voldtægt over for ansøgeren, eller at medlemmer af [….]s familie vil udsætte ansøgeren for overgreb, hvis han vender tilbage til hjemlandet. Hertil kommer, at ansøgeren også har forklaret divergerende om blandt andet, hvorvidt de tre personer, der forsøgte at overfalde ham i Iran, blev taget med af politiet, eller om de nåede at forsvinde inden politiet ankom. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/76
