Afg201072


Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan.

Flygtningenævnet udtalte:

Ansøgeren indrejste sammen med sin mindreårige søn i 2009 på besøgsvisum og søgte herefter asyl. Hendes ægtefælle blev i 2004 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren opholdt sig i perioden 1999-2005 i Pakistan og i periode 2005-2008 i Rusland. I efteråret 2008 blev hun tvangsmæssigt udsendt fra Rusland til Afghanistan og opholdt sig efterfølgende, indtil sin udrejse i efteråret 2009, hos sin ægtefælles familie i Kabul. ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra Kabul, Afghanistan. Hun har ikke selv været politisk aktiv eller haft konflikter med myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af, at hendes fader har været et fremtrædende medlem af PDPA. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, herunder om at faderen var medlem af PDPA’s centralkomite, beskæftiget med blandt andet propaganda, og at faderen med sin familie i 1992 flygtede først til Mazar-e-Sharif og derefter i 1998 ud af landet, og at han ikke siden er vendt tilbage. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at otte af faderens familiemedlemmer med lavere rang i PDPA blev slået ihjel henholdsvis ved Mujahedins magtovertagelse i 1992 og ved Talibans magtovertagelse i 1996. På baggrund af faderens fremtrædende position i PDPA og under hensyn til oplysningerne i baggrundsmaterialet, herunder Dansk Flygtningehjælps rapport af 2009 [RED- Dansk Flygtningehjælp, Afghanistan. baggrundsnotat opdateret i december 2009, Bilagsnummer 328] om risikoen for sådanne personer og deres familie finder flertallet af Flygtningenævnet, at der er en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 som følge af faderens forhold. Flertallet finder ikke, at ansøgerens ophold i Kabul kan ændre herved, henset til ansøgerens konsistente forklaring om, at hun i denne periode holdt sig skjult i svigerindens hus bortset fra rejser til Pakistan for at søge om visum til Danmark. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 2.” Afg/2010/72