Afg201068


Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan.

Flygtningenævnet udtalte:

”Det lægges til grund, at ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven by i Urozgan-provinsen, at ansøgeren sammen med to ældre brødre og en morbroder flyttede til Iran, da han var fem-seks år gammel, at begge ansøgerens forældre var afgået ved døden, at ansøgeren i efteråret 2008 blev deporteret til Afghanistan af de iranske myndigheder, og at ansøgeren ikke har været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbroder, og at han frygter Taliban, som vil sende ham i krig, herunder til selvmordsaktioner. Ansøgeren har henvist til, at farbroderen ønsker at beholde familiens jord for sig selv, og at ansøgeren er flygtet fra Taliban. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter måtte have forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, kan Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af hans forklaring lægge det påberåbte asylmotiv til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren kontaktede sin farbroder efter at være blevet deporteret fra Iran, at farbroderen mod betaling af et kontant beløb overlod ansøgeren til nogle pashtunere, som angiveligt sympatiserede med Taliban, at ansøgeren flygtede fra de pågældende personer efter få dages ophold, at han tog tilbage til farbroderens hus, hvor han traf farbroderens ægtefælle, at ansøgeren fik udleveret et pengebeløb fra farbroderens pengeboks, og at ansøgeren herefter udrejste af Afghanistan. Ansøgeren findes herefter at være kommet i et modsætningsforhold til både farbroderen og de pågældende Taliban sympatisører. Under disse omstændigheder, og idet det ikke kan antages, at myndighederne vil være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse, findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det skal særligt bemærkes, at de ikke kan antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse af grund omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/68