Afg201063


Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk hazara fra Ghazni-provinsen og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for uretfærdig rettergang og i den forbindelse overgreb som følge af en urigtig anklage for drab. Endvidere frygter ansøgeren forfølgelse fra Taliban, fordi han har afslået at samarbejde med dem. Ansøgeren er under nævnsmødet blevet detaljeret udspurgt om det hændelsesforløb, som han har begrundet sit asylmotiv med. Uanset, at der er dele af forklaringen, som er forekommet divergerende og udbygget, har ansøgeren under nævnsmødet bestyrket sin forklaring om drabsanklagen og om problemerne med at undgå at blive rekrutteret af Taliban. Flygtningenævnet finder, at forklaringen om asylmotivet ikke kan føre til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.1. Imidlertid finder Flygtningenævnet - navnlig under hensyn til baggrundsoplysningerne om retssystemet og fængselssystemet i Afghanistan - at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en hjemvenden vil risikere retsforfølgning og overgreb, som vil udsætte ham for dødsstraf, tortur eller umenneskelig behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk.2. ” Afg/2010/63