Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan.Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim af trosretning. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Herefter var ansøgeren, der i nogle år havde forsørget sin familie, flygtet sammen med sin moder og sine fire søstre for at undgå, at den ældste søster blev tvangsgift med en ældre mand. Ansøgerens moder havde efter ansøgerens faders død været i ægteskab med ansøgerens farbroder. Flugten var blevet finansieret med en del af medgiften, der var blevet betalt til farbroderen for søsterens ægteskab. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at ansøgeren ved at have medvirket til at bringe moderen ud af ægteskabet og unddraget farbroderen muligheden for at bortgifte den ældste søster – uanset at der var forløbet flere år – havde bragt sig i et sådant modsætningsforhold til farbroderen, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden udsatte sig for alvorlige overgreb fra farbroderens side. Det bemærkedes, at farbroderen efter ansøgerens forklaring havde været en magtfuld person i lokalområdet. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/6.