Afg201050


Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk hindu og hindu af trosretning. Han har boet i Kabul, indtil han i 1999 som 14-årig udrejste til Indien sammen med sine forældre. Kort efter ankomsten til Indien var ansøgeren udsat for en ulykke, der har gjort ham stærkt handicappet. Ansøgeren har ikke i Afghanistan været medlem af noget politisk eller religiøst parti eller udført aktiviteter for sådanne. Ansøgeren har oprindeligt oplyst, at han udrejste af Afghanistan, idet der var krig i landet. Senere har ansøgeren præciseret, at årsagen til familiens flugt fra hjemlandet i 1999 var, at Taliban forfulgte dem religiøst, men ansøgeren har ikke givet konkrete oplysninger om, hvori den anførte forfølgelse skulle bestå. Ansøgeren har endvidere anført, at han søger asyl i Danmark, idet han gerne vil være sammen med sin søster. Uanset at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at hinduer både verbalt og fysisk overfaldes på offentlige steder, ligesom de bliver udsat for diskrimination, finder Flygtningenævnet på den ovenfornævnte baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb i form af umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De påberåbte forhold om, at ansøgeren er fysisk handicappet og ikke har familiemæssigt netværk i hjemlandet, samt at han frygter ikke at kunne få tilstrækkelig behandling for sine fysiske lidelser i Afghanistan, er ikke omfattet af udlændingelovens § 7 og kan således heller ikke begrunde asyl.” Afg/2010/50