Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan.
Flygtningenævnet udtalte:
”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist tilstrækkelig modenhed til, at hans sag kan behandles i Flygtningenævnet, selvom han er mindreårig. Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim af trosretning fra en navngiven by, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hans fader er blevet dræbt af Taliban, og at hans farbroder, som han boede hos, og dennes familie, blev chikaneret af Taliban, da de ville have fat i farbroderens jord og ejendom. Farbroderen blev først tilbageholdt i et døgn af Taliban, og blev herefter skudt i begge ben af Taliban, efter at farbroderen havde klaget til myndighederne. Efter cirka fire måneder, hvor familien ikke blev chikaneret af Taliban, flygtede familien til Iran, hvor den stadig opholder sig. Ansøgeren frygter dels asylbegrundende forfølgelse på grund af sin etnicitet som tadjik, hvis han vender tilbage til hjemområdet, dels at blive tvangshvervet af Taliban, som samler og træner unge mænd til at udkæmpe Jihad. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det er en ny oplysning, som ansøgeren ikke er fremkommet med tidligere, at han har hørt, at to venner i hjemområdet er blevet tvangshvervet af Taliban. Denne oplysning kan ikke lægges til grund. Derimod kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens øvrige forklaringer til sagen til grund, idet forklaringerne fremstår rimelige konsistente under hele asylsagsforløbet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger vægt på, at Taliban ikke opsøgte familien i de cirka fire måneder der gik fra, at farbroderen blev skudt i benene, og indtil familien udrejste af hjemlandet. Ansøgeren er ikke selv på noget tidspunkt blevet kontaktet af Taliban. Efter ansøgerens forklaringer finder flertallet, at konflikten mellem Taliban og ansøgerens afdøde fader og farbroderen navnlig skyldes forholdet mellem pashtunere og tadjikker, og at Taliban ønskede at få fat i farbroderens jord og ejendom. Flertallet finder under disse omstændigheder det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han som følge af sin etnicitet som tadjik, vil være i konkret individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet bemærker i denne forbindelse, at det efter ansøgerens forklaringer må lægges til grund, at der i ansøgerens hjemområde bor et relativt stor mindretal af etniske tadjikker. Flertallet finder det ej heller sandsynliggjort af ansøgeren, at han vil være i konkret risiko for at blive tvangshvervet af Taliban, eftersom han er etnisk tadjik. Det forhold, at Taliban efter de foreliggende baggrundsoplysninger muligvis intensiverer deres forsøg på at hverve unge mænd til bevægelsen, enten frivilligt eller tvangsmæssigt, og at unge mænd derfor generelt kan være et mål for hvervningsforsøg, er ikke i sig selv asylbegrundende. Flertallet finder ej heller, at den omstændighed, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet efter sine egne oplysninger vil stå uden familiært netværk, i sig selv er asylbegrundende. Herefter finder flertallet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Afg/2010/48
