Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby i Wardak provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter de mænd, der var efter hans fader på grund af faderens tilknytning til en gruppe, der kæmpede mod Taliban. De pågældende havde tillige besat familiens ejendom. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen har været sammenhængende og konsistent og stemmer med baggrundsoplysningerne om forholdene i lokalområdet og forholdene i Iran for flygtninge fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens forældre flygtede til Iran i ca. 1996/1997 pga. faderens problemer med en pashtunsk gruppe/Taliban, at familien vendte tilbage i ca. 2007/2008, hvor familiens ejendom, der omfattede store jordbesiddelser, var besat af pashtunere, at det efter to-tre måneder lykkedes at få ejendommen tilbage, men at ansøgerens familie efter ca. syv måneder på ny blev fortrængt fra ejendommen af pashtunere/talibanere, og at disse stræbte ansøgerens fader, ansøgeren og hans søskende efter livet. Da det må lægges til grund, at forfølgerne var fra lokalområdet, der domineres af pashtunere/talibanere, lægges det videre til grund, at ansøgeren er identificeret af forfølgerne. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens fader efter det nævnte begivenhedsforløb fandt det nødvendigt på ny at flygte til Iran med ansøgeren, og at faderen heller ikke anså det for sikkert for sig selv, ansøgeren og hans søskende at tage ophold hos ansøgernes moders morbroder. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet risikerer forfølgelse og overgreb fra pashtunsk/talibansk side. Da Flygtningenævnet herefter finder, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, meddeler Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse.” Afg/2010/45