Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtuner fra en navngiven by i Laghman-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren var i perioden fra 1992 og frem til sin udrejse i 2001 medlem af en navngiven ungdomsorganisation, der var en oprørsbevægelse under Taleban og Mujahedins regimer. Ansøgeren var mening medlem, og hjalp blandt andet organisationen med at hverve nye medlemmer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taleban og Mujahedin, som efterstræber ham, fordi han har udøvet aktiviteter for organisationen. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren blev i 1982 færdig som jurist, og arbejdede herefter som anklager frem til 1992, hvor han blev afskediget, da Mujahedin kom til Kabul. Ansøgeren har forklaret, at han i 1993 blev fængslet i et år af Mujahedin. I 1999 blev ansøgeren og tre andre medlemmer af organisationen anholdt af Taleban. Ansøgeren var herefter fængslet i cirka et år. Ansøgeren blev under begge tilbageholdelser udsat for fysiske overgreb, og blev i begge tilfælde frigivet mod betaling af bestikkelse. Efterfølgende skjulte ansøgeren sig på en af sine venners gård frem til sin udrejse i 2001. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering under disse omstændigheder, at ansøgeren på grund af sit politiske arbejde med modstand mod Mujahedin og senere Taleban ved udrejsen af Afghanistan i 2001 var forfulgt, og at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afg/2010/37