Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren og hendes familie havde opholdt sig illegalt i Iran fra cirka 1995 til 2002, hvorefter de var vendt tilbage til Kabul. Ansøgeren og hendes familie var udrejst fra Kabul i 2008. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygtede, at hendes børn ikke ville kunne leve i fred for hendes svogers navngivne søn og at ansøgeren frygtede, at han ville kunne finde på at udsætte hende for hvad som helst. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens svoger i 1995/96 havde ønsket, at hans søn blev gift med ansøgerens navngivne ældste datter. Datteren havde modsat sig ægteskabet, og havde forsøgt at begå selvmord, hvorefter ansøgeren og hendes familie var flygtet til Iran. Ansøgerens ældste datter havde senere i 2001 giftet sig med ansøgerens samtykke med en anden fætter. Ansøgerens ægtefælle havde efter tilbagekomsten i 2002 til Kabul forgæves forsøgt at blive forsonet med sin bror. Flygtningenævnet fandt ikke, at denne familiekonflikt kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at årsagen til konflikten lå langt tilbage i tid, og at der efter ansøgerens forklaring ikke havde været nogen henvendelser fra svogeren og dennes familie i perioden 2002 og 2007. Flygtningenævnet fandt ikke, at drabet på ansøgerens ægtefælle i 2005 kunne begrunde, at der meddeltes ansøgeren asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at myndighederne mente, at det var Taliban, som havde stået bag drabet på ansøgerens ægtefælle, og at ansøgeren efter sin forklaring ej heller dengang selv havde set en sammenhæng mellem familiekonflikten og drabet på ægtefællen. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om, at nogle af svogerens søns venner to år senere i 2007 uden nogen særlig grund havde henvendt sig til hende og oplyst, at svogerens søn havde dræbt hendes ægtefælle, forekom usandfærdigt og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet forkastede ansøgerens forklaring om, at hendes svogers søn i 2007 havde overfaldet hendes navngivne ældste søn og nogle dage senere havde voldtaget hendes datter. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynligt, at hendes søn havde skullet kunne genkende svogerens søn, ligesom det heller ikke forekom sandsynligt, at svogerens søn, inden han havde voldtaget hendes datter, skulle have opgivet sin identitet. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren derefter havde opholdt sig i Kabul i et år uden problemer med svogerens søn eller andre. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren og hendes børn ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/33
