Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af de personer, som havde slået hans far ihjel for omkring seks år siden. Flygtningenævnet kunne i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgik blandt andet heraf, at to ukendte mænd omkring 4-5 måneder efter faderens død under et kidnapningsforsøg af ansøgeren havde stukket ansøgeren i halsen med en kniv. Ansøgeren havde videre forklaret, at han umiddelbart efter denne episode var flyttet med sin mor og søskende til en nærliggende landsby, hvor ansøgeren havde levet i skjul. Efter cirka et halvt år var ansøgeren og familien flyttet til Pakistan, hvor ansøgeren havde boet de sidste 5-6 år. Flygtningenævnet bemærkede, at der ikke var sandsynliggjort nogen sammenhæng mellem gerningsmændene fra kidnapningsforsøget og omstændighederne i forbindelse med faderens død, der fremstod som usikre. Hertil kom, at episoderne lå omkring seks år tilbage i tid. Flygtningenævnet fandt på den anførte baggrund ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan i dag ville være i risiko for at blive efterstræbt på en asylbegrundende måde. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for etniske hazaraer, kunne ikke i sig selv begrunde asyl for ansøgeren. Afg/2010/32