Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara, shia-muslim af trosretning fra en navngiven landsby i amtet Qarabagh, i Ghazni provinsen. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygtede at blive tvangshvervet af Taliban og blive tvunget til at blive selvmordsbomber. Ansøgeren havde henvist til, at hans storebroder var blevet fanget af Taliban i 2005, og at Taliban havde været på ansøgerens bopæl og efterspurgt ansøgeren. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring på en række punkter ikke havde fremstået helt overbevisende. Uanset om ansøgerens forklaring helt eller delvist måtte blive lagt til grund, fandt nævnet ikke, at ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret af Taliban kunne begrunde, at betingelserne var opfyldt for at få asyl. Flygtningenævnet lagde blandt andet vægt på, at ansøgeren efter broderens tvangshvervning var forblevet i området i cirka fire år inden udrejsen i 2009. Flygtningenævnet fandt videre, at det beroede på ansøgerens formodninger, at det forhold, at Taliban i denne periode havde været i ansøgerens landsby og i den forbindelse kunne have spurgt efter ansøgeren, var udtryk for, at Taliban konkret havde forsøgt at tvangshverve ansøgeren. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at det forhold, at yngre mænd generelt kunne være i risiko for tvangshvervning af Taliban, i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller, at han havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/29
