Afg201027

Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt et barn. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde boet i Afghanistan indtil 1984, hvor hun var 14 år. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund idet det bemærkedes, at ansøgeren havde forklaret overensstemmende såvel til sagen som til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet. Det lagdes derfor til grund, at ansøgeren var udrejst i 1984 af Afghanistan sammen med sin lillebroder og lillesøster efter forældrenes død. Ansøgeren havde sammen med sine søskende fået ophold på et børnehjem i Tadsjikistan, hvor hun havde gennemført skolegang og efterfølgende påbegyndt uddannelse til jordemoder eller sygeplejerske. I 1988 var hun flyttet sammen med sin samlever med hvem, hun havde samlevet i nærheden af hovedbyen. Deres fællesbarn var blevet født i 1993. På grund af borgerkrigen var de alle tre illegalt udrejst til Moskva i 1995, hvorefter de havde taget ophold i denne by, men på forskellige bopæle. Ansøgerens lillebroder var blevet dræbt i borgerkrigen i Tadsjikistan, og ansøgerens lillesøster var ved borgerkrigens begyndelse i 1991/1992 blevet sendt tilbage til Afghanistan, hvorefter ansøgeren ikke havde hørt mere til hendes skæbne. Ansøgeren antog, at hun ikke havde overlevet. Ansøgeren havde således ingen familie eller nærmere pårørende i Afghanistan, og hun havde ikke været i Afghanistan siden 1984. Ansøgeren havde boet i Moskva sammen med sin samlever og søn, indtil samleveren i slutningen af 2008 som følge af overfaldene på samleveren og sønnen i sommeren 2008 var rejst til Afghanistan for at undersøge, om familien kunne tage ophold i Afghanistan, herunder opnå identifikationsdokumenter og bolig. I begyndelsen af 2009 havde ansøgeren erfaret, at samleveren var blevet dræbt, uden at hun havde fået nærmere oplysninger om omstændighederne herved. Ansøgeren havde om familiens ophold i Moskva oplyst, at de mod bestikkelse på skiftende lokale politistationer havde opnået, at myndighederne ikke havde grebet ind overfor deres tilstedeværelse, og at hverken samleveren, ansøgeren eller deres søn på noget tidspunkt havde opnået officiel registrering eller officielle identifikationsdokumenter. Ansøgeren havde herved oplyst, at såvel hendes som samleverens identifikationsdokumenter var gået til grunde i Tadsjikistan. Hverken ansøgeren, samleveren eller sønnen havde indtil udrejsen i foråret 2009 haft officiel kontakt med de russiske myndigheder. Udrejsen havde skyldtes, at ansøgeren tidligere i 2009 var blevet overfaldet og forsøgt voldtaget af såkaldte skinheads. Overgrebet var ikke blevet forsøgt politianmeldt, da ansøgeren ikke havde turdet kontakte myndighederne, da hendes ophold ikke havde været registreret. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren, der i mere end 25 år ikke havde været i Afghanistan, og bortset fra de første barneår havde haft sin opvækst og voksenliv i dels Tadsjikistan dels Rusland, og som ikke havde nogen familie eller nære pårørende i Afghanistan, på den ovennævnte baggrund ved en tilbagevenden til Afghanistan som enlig kvinde uden nogen form for netværk, måtte antages at risikere nedværdigende eller umenneskelige overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved vurderingen af om Rusland herefter kunne tjene til ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren havde haft hele sit ophold i Rusland uden identifikationsdokumenter, ligesom indrejsen havde været illegal. Ansøgerens ophold i Moskva havde været uregistreret. Opholdet havde været muliggjort ved løbende betaling af bestikkelse til forskellige lokale politistationer. Ansøgerens og sønnens udrejse havde været illegal. Ansøgeren havde således ingen opholdstilladelse i Rusland. En opholdstilladelse i Rusland måtte for ansøgeren endvidere indebære beskyttelse imod, at ansøgeren ikke udsendtes til Afghanistan, jf. ovenfor. Da Flygtningenævnet efter det anførte måtte anse det for forbundet med betydelig usikkerhed, om ansøgeren, der ansås for afghansk statsborger, kunne opnå en sådan beskyttelse, fandt Flygtningenævnet ikke, at det kunne kræves, at ansøgeren henvistes til at tage ophold i Rusland som første asylland. Afg/2010/27