Afg201020

Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk pashtun og stammer fra Konduz provinsen, bydistriktet Ali Abad. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han havde været tvangshvervet af Taliban, og han frygtede repressalier, fordi han efter orlov ikke var vendt tilbage til Taliban og i stedet var flygtet. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde været tvangshvervet af Taliban, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i Talibans søgelys på en sådan måde, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fremstod som helt uprofileret, og det kunne således ikke lægges til grund, at Taliban var gået specielt efter ansøgeren. Flygtningenævnet lagde videre vægt på, at han under det ti dags lange ophold hos Taliban alene var blevet forsøgt overtalt til at tilslutte sig organisationen, at han alene havde transporteret våben en gang under en kort aktion, og at han havde fået lov til at tage hjem på orlov i ti dage. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at Taliban ikke havde foretaget henvendelser på bopælen, uanset ansøgeren ikke var vendt tilbage til Taliban, men var udrejst. Flygtningenævnet lagde ikke vægt på, at ansøgerens moder under en telefonsamtale efter advokatsamtalen og for en fire-fem dage siden havde oplyst, at Taliban havde været på familiens bopæl fire-fem gange. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne efter lovens § 7. Afg/2010/20